1.2.26
“Finnebygruppen om Ringvejsstøj og Herredsvang Helhedsplan” (Hans-Henrik, Kjeld og Jens m.fl.), fik nys om, at Aarhus Kommune vil gennemføre en række initiativer, for at busser kan komme lettere gennem myldretidstrafikken på Ringvejen. Det påvirker Finnebyen.
Vi har haft en god dialog med Teknik & Miljø om, hvordan ”Busbaner på Ringvejen”, som projektet hedder, kan påvirke Finnebyen.
I hovedtræk:
- Ringvejen udvides med to baner, en bane i hver side. Banerne bliver forbeholdt bybusser.
- Ambitionen er, at om 10 år vil en god del af Ringvejen være udbygget med de to nye busbaner. Det vil kræve mange midler, og de skal først findes, prioriteres og besluttes anvendt til netop det formål. Strækningen gennem Finnebyen, altså fra Nykersvej til Paludan Müllersvej, står umiddelbart ikke først for.
- Realiseringen af ”Busbaner på Ringvejen” formodes at ske, så strækningen mellem Viborgvej og Herredsvej detailprojekteres frem mod 2028 / 2029, hvorefter den strækning forventes udført. For de øvrige strækninger, inklusiv ringvejen gennem Finnebyen, er der endnu ikke truffet politisk beslutning om tidspunkter for realisering.
- COWI har udarbejdet ”Busbaner på Ringvejen”, som skitseprojektet hedder, med illustration af mulige løsninger. Her skitseres arealmæssige konsekvenser og den anlægsøkonomi, som vil være forbundet med realisering af busbanerne. Konkrete løsninger er illustrerede som skitser, det endnu ikke er besluttet at realisere.
- Ved anlæg af de nye busbaner skitseres cykelstier og fortove flyttet længere ud mod grunde, der støder op mod Ringvejen.
- Nye, smallere støjskærme erstatter de nuværende og placeres på ydersiden af vej- og fortovsanlæggene. Det er nogle steder en del tættere på de tilstødende grunde, end de nuværende støjskærme står. Skråninger fra grunde op mod Ringvejen flyttes tilsvarende udad. Et princip for udformning af støjskærme kan ses ved Ringvejs / Herredsvejs krydset.
- Den udvidede Ringvej bliver således en del bredere end det nuværende vejanlæg.
- Ved Finnebyen opnås plads til udvidelserne, ved at inddrage de kommunale arealer mellem Ringvejen og tilstødende private grunde. Der er mest træer, buske m.v. på de arealer nu.
- Enkelte steder vil udvidelserne også berøre de private grunde, primært inden for de tidligere fastlagte vejudvidelseslinjer, der er tinglyste på grundene.
- Træer m.v. langs Ringvejens sydsiden gennem Finnebyen ser ud til at blive fældet i meget omfattende omfang. Uvist om det også sker langs nordsiden.
En kontaktperson hos Teknik & Miljø modtager spørgsmål. Det er nok bedst, at vi koordinerer spørgsmål.
- februar 2026/Kjeld, Hans-Henrik og Jens.
Links:
Aarhus Kommune: Referat af byrådsmøde 17. december 2025 (se punkt 11)
Bilag 6: COWI rapport om busbaner på Ringvejen
Midttrafik – Letbanesamarbejdets Nyhedsbrev: Nye baner skal give busserne fri passage på Ringvejen
