Af Rasmus, Allingevej 1
Som tømrer, trænørd og kommende finnehusbeboer ved jeg lidt om træsorter, beklædninger mm., og tror derfor jeg kan hjælpe jer med nogle af jeres spørgsmål.
Jeg ved ikke om klinken på finnehusene er lærk, gran, fyr eller douglas eller en blanding. Men mit bud er at det er gran!
Gran og fyr var de oftest anvendte træsorter før i tiden ,og den smule beklædning jeg har fået lov til at pille i, har umiddelbart lignet gran i forhold til densitet, farve og fravær af kernetræ.
Her er et kort oprids over forskellene på gran og fyr som beklædningsmateriale:
Gran er en let og ret blød træsort. Den har ingen kerne og har samme farve fra inderst til yderst. Den er forholdsvis stabil (den vrider ikke) og er velegnet til udendørs beklædning i det den har korte lukkede celler, hvorved vand ikke trænger så langt ind i træet, hvor fibrene er skåret over (endetræ). Kvaliteten afhænger af hvor træet har vokset. Groft sagt: Jo langsommere jo tættere bliver træet.
Fyr af den rette kvalitet egner sig også til beklædning. Men her er det vigtigt at brædderne har en høj kerneandel. Kernen er relativ hård og relativ stabil. Kernetræ kendetegnes ved dens røde farve, hvor træet uden om kernen – splinten – er lysere. I kernefyr findes nogle naturligt imprægnerende stoffer, som gør fyrtræ af god kvalitet forholdsvis holdbar som beklædningsmateriale. I modsætning til gran har fyr åbne celler, hvilket gør at det suger vand. Cellestrukturen gør til gengæld at fyrtræ er mulig at imprægnere både ved trykimprægnering og ved påføring af træbeskyttelsesmidler.
Igen gælder det, at jo langsommere træet vokser jo tættere bliver veddet.
Brædderme bør vendes med kernesiden ud mod vejrliget.
Douglas og Lærk minder om hinanden i forhold til holdbarhed, farve og densitet. Men lærk er meget ustabilt og vil egne sig dårligt til huse hvor beklædningen skal samles i gering. Hvis I vælger lærk eller douglas skal I være meget opmærksomme på at brædderne skal have en meget høj kerneandel og at denne skal vende ud mod vejrliget.
Man skal også være opmærksom på hvor tør ens beklædning er når den monteres. Hvis det er meget fugtigt under opsætning risikerer man stort svind ved tørring. Det ville være ærgerligt – særligt på en beklædning med hjørne samlet i gering. Derfor kan man gå efter en ovntørret beklædning, som er meget mere stabil end en frisk eller ikke ovntørret beklædning.
Der findes et produkt – Superwood – som er en imprægneret gran. Den er ovntørret og meget stabil. Den laves i en klink som er meget tæt på at matche finnehusklinken. Imprægneringen er desuden miljøvenlig. Den kan fås i de fleste tømmerhandler, men koster selvfølgelig relativt mange penge.
Hvis I vil vide mere om træ, kan man finde masse af info på trae.dk., om Superwood på superwood.dk.
***
Vi er – af Lars på Rytterknægten 21 – blevet gjort opmærksom på en artikel på websitet www.trae.dk
Artiklen “Finnebyen i Århus: Levedygtige træhuse” >>
giver en fin beskrivelse af finnehusenes konstruktion og arkitektur – overvejende baseret på bogen om Finnebyen (“Finnebrædder og fællesskab” >>)