En kanon barndom

Uddrag fra bogen “Finnebrædder og fællesskab”:

Interview med Ivan Brauer – 07.04.1998.

Da jeg var 5 år, flyttede min mor, Ellen Anna Augusta Bukdahl Brauer og min stedbror, Karl Brockdorff Terkildsen og stedfar – Karl Terkildsen – ind på Østerlarsvej nr. 12 i Finnebyen. Det var i 1948.
Terkildsen var kommunalarbejder, og de var ikke gift. Min rigtige far var havnearbejder, han blev dræbt ved eksplosionskatastrofen på det tyske ammunitionsskib den 4. juli 1944 i Sydhavnen.
Min mor og mig fik en slags krigspension fra Frihedsfonden, som var oprettet af byen til krigsofrenes enker og børn. Jeg var tilmeldt søndagsskole i Finnebyens forsamlingshus men dukkede kun op, når jeg ad omveje havde fået at vide, at nu var tilmelding til lejrskolen. For der var mere krudt i mig, og jeg havde lidt svær ved at sidde stille.
I min barndom havde jeg frygtelig travlt – gik til fodbold og dans, hvor jeg blev meget brugt, som det hed, og mange af mine eftermiddage og aftener var optagede. Men det meste af tiden gik med at lege med de andre børn fra Finnebyen.

Dengang legede Finnebyens voksne med deres børn
Dengang legede de voksne fra Finnebyen meget mere med børnene, end forældre gør i dag. De hyggede sig med os, om sommeren var det ude på gaden med boldspil. Havelågerne var mål og fodbolden var en sølle tennisbold. Om vinteren opholdt vi os ude, og dengang var der hårde vintre og meget sne, så var det skruenøglerne frem og op på skøjterne og hen ad Finnebyens isbelagte småveje og masser af sneboldkampe, og en gammel trækælk blev også trukket frem.
Belysningen i Finnebyen var måske nok sparsom, men vi kunne da se. Men nogle dage sad de voksne bare og tævede kort i de lumre, røgfyldte stuer.

Til tælling efter et højresving med kosteskaftet
Finnebyen var fyldt med særlinge, og Lådvig var en af dem. Han boede på Østerlarsvej nr. 4 , og en gang blev han knock-outet. Det var ved at blive efterår og let for mus at smutte ind i træhusene. Det gjorde kvinderne højrystede og hysteriske, når de pludselig en søndag formiddag midt i rengøringen faldt over sådan en lille stakkel. De skreg op, og mændene stormede ind for at komme til undsætning.
De troede jo det værste, men straks blev Terkildsen beordret i gang med kosteskaftet for at få de små skind frem fra skabe og skuffer. Han rodede jo noget rundt i huset efter de satans små gnavere og havde rigtig fået vækket jagtinstinkterne i sig. Lidt forsinket kom Lådvig så farende for at se, hvad der var los, men i samme øjeblik han stak hovedet ind, var Terkild midt i et højresving med kosteskaftet, der ramte Lådvig lige på snotten, så han røg lige ned på hovedet. Han blev sendt direkte til tælling på køkkengulvet, for han havde ikke mere hår på hovedet end en nyfødt og tilmed havde han fået noget at drikke.

Ved skuret bag Landbolyst
Gården Landbolyst lå midt inde i Finnebyen, der hvor murstenshusene ligger nu over for børnehaven. Det var lukket land, og der foregik mystiske ting, som vi børn aldrig helt fik stillet vores nysgerrighed over for. Der var store udfordringer bag hækken, og især var der nogle fantastisk gode frugttræer i haven. Dengang løb der en sti, hvor Nykersvej går nu, og lidt henne af stien stod et skur inde på bondens ejendom, og høje træer gav læ for vind og regn. Dér havde børnene forsamlingssted, en slags tingsted, hvor vi kunne være ugenert og samtidig kikke ind til bonden og se f.eks. hans lille ø med voldgrav udenom. Det lignede faktisk en lille sø.
Det var også stedet for vigtige afgørelser, afstraffelser eller nævekampe, der skulle afvikles.

Ud af hoveddøren med en haglspreder i hænderne
Til daglig så vi aldrig noget til folkene på gården, for de havde deres egen lille indgang fra grusvejen, der gik ind lige ved siden af Bornholms Vej og forsamlingshuset. Men de var mystiske og anderledes – de skulle drilles.
Ægteparret havde ingen børn, og manden var en bitte, skummel men kraftig og særdeles arrig satan, og hun lignede nærmest en heks. Et par særlinger, vi var meget tiltrukne af og bange for. Terndrup hed de.
Boligen var et større 2-etagers stuehus med en stor og mange steder vildt voksende have. Han var slagter på Slagtehuset og jæger, og i hans skur hang døde dyr, ræve og grævlinger, og det lugtede jo noget af blod og mord, og vores fantasi og nysgerrighed blandede sig rigeligt op med angstfølelsen.
Vi turde ikke gå ind i haven, i hvert fald ikke alene, og aldrig efter mørkets frembrud. Men vores lyst til at smage på hans struttende æbler og pærer højt oppe i de lækre frugttræer, var nogle gange så stor, at vi tog os sammen til at gå på æble- og pæreskod derinde.
Når vi sneg os frem i vildnisset var det svært at bevare overblikket. Samtidig var bonden, som vi kaldte ham, ualmindelig vagtsom. Pludselig midt under det hele, kommer han farende ud af hoveddøren som et lyn med sin haglspreder i hænderne pegende rundt til alle sider som i en bedre western-film. Han sigter på os og truer højtråbende med at skyde, mens vi skriger og i vild panik flygter zig-zag afsted i alle retninger ud af haven.
Der røg nogle bukseben og kom nogle flænger på den bekostning. Vi havde fået vores lyst styret, og der gik nogen tid, indtil vi igen ikke kunne stå for fristelsen.

Lyden af et hult vov-vov
Men bonden havde flere overraskelser til os. Næste gang vi drister os derind og selvfølgelig holder hysterisk udkig med den skide dør, lyder der pludselig hundeglam fra en helt anden retning. Imod os stormer to sort-brune blodhunde, de kommer halsende med deres hule vov-vov. En lyd, der løber koldt ned af ryggen på os, og vi er ved at skide i bukserne af angst og har kun eet i hovedet: at få røven ud af matriklen.
Vi tordner ud gennem hæk og bevoksning, mens vi hører ham råbe truende i baggrunden, at næste gang pudser han blodhundene på os. Bondens blodhunde var ikke til at spøge med, han brugte dem til jagt, og deres tunger var så lange, at de kunne slikke øjenbrynene. De æder jo alt, og selvom vi ikke var ret store, var der alligevel lidt kød på os.
Inde i en have slikkede vi sårene, mens vi vendte vores yndlingsofre og bildte hinanden ind, hvor tæt hundene havde været på. Vi var også inde i andre haver, men der kendte de voksne os, så det skulle være lidt mere diskret. Så det snakkede vi aldrig om.

Det var ham, der begyndte
En af de lidt ældre drenge i Finnebyen var en overgang på nakken af mig. En Don Juan og rigtig leder-type, jeg var måske rykket lidt for tæt på. Eller måske spillede jeg bare for smart fodbold eller var for hurtig.
Engang vi stod bag skuret, mødte han op med et par store motorhandsker. Helt umotiveret stak han mig en på snotten, og jeg var ellers fredelig og slet ikke nogen slagsbror, men det blev jeg sgu gal over og hidset godt og grundigt op af.
Jeg er ikke sjov, når jeg er hidsig, så han fik et lag tørre tæsk. Så stillede hans fatter pludselig også op og skældte ud og kaldte mig alt muligt. Men det var jeg sgu ligeglad med, for det var ham, der begyndte.

Til dans i forsamlingshuset
Da forsamlingshuset blev bygget, hjalp børnene til, og jeg kørte selv jord væk i en trillebør. Det var et skønt sted, og der blev holdt mange slags fester i Forsamlingshuset – bryllupsfester og runde fødselsdagsfester, ja også min konfirmationsfest. Kurt Bryggers danseskole lå i forsamlingshuset, og han drønede op ad Bornholmsvej på motorcykel med konen bagpå. Hun var hans dansepartner, og de var gode til det.
Dér gik jeg til dans i 15 år. Mens min far, Terkildsen, organiserede meget og solgte f.eks. billetter ved indgangen til afdansningsballerne, så dansede resten af familien, og min mor og min stedbror dansede sammen.

På hospitalet for at få en klemme i
Da der var kommet lidt asfalt på småvejene, lod vi os tit inspirere af par nr. 7, Kaj Verner og Palle Lykke, der var i superform på 6-dagesløbs-banen i Århus-hallen.
Vi arrangerede cykelløb i Finnebyen – 10-11 år var vi, da vi lavede rigtige parløb med 3-5 par. Ruten var Snogebæksvej (nuværende Nykersvej) – Sandvigsvej – Bornholmsvej – Østerlarsvej, og det var med målstreg, tidtagning, kørende skift, opløb og hele molevitten.
Der var knald på, og engang styrtede jeg nede i opløbssvinget Bornholmsvej/Østerlarsvej lige før bakkespurten og hakkede hovedet i kantstenen. Der var ikke så meget med hjelm dengang, så jeg røg direkte på hospitalet og fik en klemme i.
Det tog selvfølgelig det meste af et par timer, og de andre var da også noget utålmodige i den ufrivillige pause, så de var mere end klare, da jeg vendte tilbage fra hospitalet. Jeg fik hurtigt rettet cykelskærmen og genoptog straks forfølgelsen. Der skulle mere til at knække os.

Ingen fodboldbane – der kommer en ringvej!
Hvor Ringvejen nu skærer Finnebyen over i to, strakte sig dengang et stort græsareal lige så bredt, som vejen er i dag iberegnet cykelstier og fortov – på hver side med en lille skråning ned til Store og Lille Finneby.
I 1950 spurgte vi kommunen, om de ikke kunne undvære et stykke af arealet, der bare lå brak, så vi kunne anlægge en fodboldbane. Eller om de evt. ville tage initiativet til det.
Kommunens svar var meget afvisende, for den plads var i følge byplanen reserveret til trafik. Der skulle sandelig snart komme en stor ringvej susende præcis der igennem.
Vi fik skam også en vej. 35 år efter! Den første bil kørte på Ringvejen i 1986!
I den tid kunne børnene jo ligeså godt have spænet lidt rundt efter klatten og have tacklet løs.

Fiske-Volle, GedeFrederik og PisArthur
Finnebyens tilstødende areal mod nordøst, hvor Paludan Müllers Vej sidenhen blev forlænget op mod 7’eren nuværende endestation, bredte store kornmarker sig.
Ved Brendstrupvej lå også træhuse – de gule husvildebarakker bygget under krigen. I slutningen af 40’erne spillede børnene fra de gule husvildebarakker – vi kaldte dem børnene fra Blokkerne – allerede fodbold der for fuld udblæsning. Præcis hvor købmand Geilman og udlejningslokalerne ligger nu. På fodboldbaner med stolpemål og fiskenet. Det var her CIF eller Charlottehøj Idræts Forening blev startet.
Fodboldbanen var nabo til Blokkerne, og her boede også lige op ad fodboldbanen Fiske-Volle, der solgte fisk i Finnebyen. Han var altid efter os og sikkert sur over, at bolden konstant havnede inde i hans have.
På hjørnet ved Paludan Müllers Vej og Ringvejen, boede GedeFrederik i et skur, og på den lille brakmark græssede evig og altid geder.
Hans nabo, PisArthur, der var koksmanden i Finnebyen, havde vi sikkert beluret og en enkelt gang set ham helt uskyldigt stå og lade sit vand op af et træ. Og så havde han fået det navn. Det var nogle mystiske typer, så dem blev vi lige nødt til at drille ind imellem.

Op af jordhulen som en raket
Der var vældig meget plads på området ved Blokkerne, men ingen træer. Derfor blev de huler, vi lavede – jordhuler. Der blev gravet godt og dybt ned, og vi skulle også bruge noget materiale til at isolere med, for hulegulve var helvedes kolde. Der stjal vi høet fra de omliggende kornmarker. Det var heller ikke populært.
Så de voksne naboer var ikke så vilde med de huler, børnene byggede og det ballade, vi lavede, så vi blev tit smidt væk.
En gang GedeFrederik var på krigsstien, kom jeg sidst op af en af vores huler. Da var han godt nok hurtigt efter mig, og han fik mig med en af de her høtyve lige i røven, så jeg røg op af jordhulen som en raket.

Forbudt for børn
Militærets enorme øvelsesområde lå på den anden side af Brendstrupvej med bl.a. det der i dag er Bodøvej og Duekolonien og også videre ud.
Der var også en grus- og en mergelgrav, alle vidste var forbudt for børn. Men det var åbenbart ikke sivet helt ind, for det skete jo nogle drukneulykker i mergelgraven. Det var i 1955 eller 1956.
Forbudte steder er spændende for børn, og alle lavede flåder og sejlede ud på den skide mergelgrav. Vi var f.eks. også langt inde på militærets øvelsesterræn, der blev gennemskåret af et bitte vandløb, der løber til Egå’en, hvor en slynge gik tværs over. Der kurede vi over i fuld fart på et reb med en stor knude. Og vi drønede jo afsted, når de fandt os og jagede os væk.
Hva så, sagde vi. Ska’ vi over til Slyngrn’? Efter sådan en begivenhedsrig eftermiddag var det heller ikke let at forklare, når man dukkede op på Østerlarsvej nr. 12 til aftensmad drivvåd eller bare med lidt svuppen i skoene. Der blev jo fabrikeret nogle usandsynlige løgnehistorier.
Skydebanen var også lukket land, men vi var tit på spiontogter og lurede alligevel i stor stil derovre. Det var vildt, men det var saft suseme skægt. Ikke langt derfra lå motorcrossbanen, som vi startede dengang – bare ikke med kværnende kubikere, nej, vi ræsede afsted på vores cykler med rugbrødsmotorer uden en lyd.

Det Hvide Hus
Hvor bebyggelsen Trillegården er nu, lå dengang en stor gård med skønne kornmarker og jord helt ned til Plejehjemmet Toftegården ved Herredsvej og helt over til Brendstrupvej.
Men det forreste stykke ved Finnebyen havde vi helt for os selv. Det var måske ikke så stort, men det var rart. Det er dér, hvor Vuggestuen Charlottehøj nu ligger.
Dengang lå den lille bonde i svinget i Det Hvide Hus. Det var selvfølgelig hvidkalket, og han havde grøntsager, frugter, urter og blomster uden sammenligning. Han havde også kreaturer, men køkkenhaven var i særklasse.
Og dengang fik man jo to varme retter hver dag. Mælkemad og almindelig. Om sommeren stod den tit på rabarbergrød, og i Det Hvide Hus købte vi for 25 øre rabarber. Ikke noget med at veje, nej han sagde: Nu kan du vist ikke slæbe mere væk herfra, der må være for 25 øre!
Fordelene ved at handle i Det Hvide Hus var, at du slap for at slæbe varerne hele vejen hjem inde fra byen. Samtidig var det billigt, og han kunne såmænd forsørge hele kvarteret med rabarber og grønt.
Hos ham købte pigerne også sommerblomster til ingen pris. Ærteblomster i mange flotte farver og morgenfruer, de kunne købe med hjem til deres mor.

Og vi bad også Fadervor
Herluf boede i Finnebyen. Han var den første præst i Århus – det var sidst i 50 erne – som gav plads for rockmusik i sin kirke. Herluf var meget speciel. Om aftenen kørte han rundt i Finnebyen og samlede alle de unge op og tilbød dem husly og te i sin kælder. Vi skulle bestemt ikke stå og hænge på gadehjørnerne eller lave ballade.
Hos præsten havde vi så husly, og det var fint. Men vi var ude, fordi vi unge ville være ude, og fordi vi ville være sammen. Vi gad ikke være hjemme og sidde lårene af vores forældre og støve til.
Alligevel ville vi gerne være i præsten kælder – underligt nok. Så sad vi bare der, og vi bad også fadervor dernede. Har man hørt så galt. Måske kom vi der, fordi det var lidt af et mystisk sted. Ja nogle gange spadserede hønsene sgu rundt derinde omkring benene på een, og det var ærlig talt lidt underligt…

Vådeskud eller…
Alle knægte med krudt i røven laver numre, jeg var ingen undtagelse.
Jeg havde svunget min hjemmelavede stenslynge og perforeret en barnevognskaleche eller jeg havde stjålet fire hjul fra en barnevogn til sæbekassen eller skudt pæren fra lysmasten udenfor ned en aften. Blot en brøkdel af et sekunds barnlig ubetænksomhed eller en pludselig indskydelse, hvor Kaptajn Mickey lynhurtigt reagerer og trækker mod et par beskidte mexicanere og plaf – så hang du på den.
Det var lidt svært at bilde den gamle ind, at det hver gang var et vådeskud, eller at hjulene selv var rullet hen under mit hjemmelavede karosseri. Så blev fatter sur, og det kunne da mærkes!

BUDI – bal på Poppelpladsen
Nogle gange var der vældig tomt i lommerne. Så sad vi nogle gange om aftenen i kælderen på Finnedalsvej og pakkede de optændingspinde, alle brugte til kakkelovnene.
Der pakkede vi 10 brune poser med elastik rundt om og fik 25 øre pr. bundt. Der tjente vi så lidt håndører, og da var børnearbejde jo ikke forbudt endnu.
Som 12 årig fik jeg min første budplads i byen ved Industritrykkeriet i Vestergade. Et par timer direkte fra skole – 15 kr. pr. uge, hvoraf mor fik de 10.
Da vi var blevet lidt ældre – 14-15 år – var det fedt at stå ovre ved ishuset og spise isbåde og drikke Cociomælk.
Det var sagen, og senere på sommeren var det til BUDI, som det hed, hver 2. onsdag. Vi kom et slæng fra Finnebyen, men der var unge fra hele Århus til bal i Botanisk Have på Poppelpladsen. 10 øres dans – det var, hvad det kostede at danse en polka sidst i 50’erne. Men det var altså sodavand og pølser – ingen spiritus, og vi morede os alligevel.

Min barndom i Finnebyen var fantastisk, en kanonbarndom!
Jeg boede der til jeg var 22 år, men den 1. januar 1965 måtte jeg flytte fra Finnebyen, da min mor døde. Jeg skulle bruge et lån på 54.000 kroner til at bo i Finnehuset, som banken ikke ville låne mig. Et træhus, sagde de, på lejet grund? Nul, bitte mand, sagde banken.
Jeg græd den dag, jeg flyttede.