Finneposten

Redaktør: Marianne Østerman

E-mail: m.oesterman[snabel-a]gmail.com

Erstat “[snabel-a]” i mail-adressen med “@”)

Finneposten – tidligere numre (pdf-format):

Finneposten – maj 2015

Finneposten – april 2015

Finneposten – januar 2015

Finneposten – August 2014

Finneposten – april 2014

Finneposten – januar 2014

Finneposten – Oktober 2013-2 (kommer snart)

Finneposten – Oktober 2013-1 (kommer snart)

Finneposten august 2013-runningmorgenmad

Finneposten – August 2013

Finneposten – april 2013 (kommer snart)

Finneposten – januar 2013

Finneposten – Februar-primo 2012

Finneposter – Januar 2012

Finneposten – november 2011

Finneposten – august 2011

Finneposten – april 2011

Finneposten – marts 2011

Finneposten – februar 2011

Finneposten – januar 2011

Finneposten oktober 2010

Finneposten august 2010

Finneposten juni 2010

Finneposten marts 2010, side 1

Finneposten marts 2010, side 2

Finneposten januar 2010

Finneposten november 2009

Finneposten august 2009

Finneposten april 2009

Finneposten februar 2009

Finneposten januar 2009

Finneposten november 2008

Finneposten august 2008

Finneposten maj 2008

Finneposten april 2008

Finneposten marts 2008 – ekstra
(Tidspunkt for generalforsamling + annonce)

Finneposten marts 2008

Finneposten august 2007

Finneposten maj 2007

Finneposten oktober 2006

Har du krammet din nabo i dag?

Den første efterårsstorm har sendt byger af gule blade ned på plænerne, frakkerne er blevet hentet ud af skabet, og julekuglerne er lagt frem i stormagasinerne. Sommeren er uigenkaldeligt forbi for i år. Trist, men sandt.

I Finnebyen betyder det pr tradition, at beboerne efter en lang og festlig sæson med udeliv søger ly bag de spraglede finnebrædder, hvorfra de ikke vover sig frem det næste halve år. Sådan er det bare. År efter år.

Finnebyen med det vidt berømte og berømmede fællesskab går hver til sit, når det bliver efterår. Det betyder, at det er nu du skal tage fat i din nabo, og give ham eller hende et godt kram. Det varer nemlig flere måneder, før I ses igen. Og dog.

Der er jo en vej ud af denne selvpåførte isolation. Dels kan man jo gå ind til naboen, eller over til genboen, banke på døren, og invitere sig selv på kaffe. Eller opfordre dem til at gøre det samme hos dig.

Eller du kan møde op, når Finnebyens grundejerforening har arrangeret en begivenhed, der jo i bund og grund har til formål at gøre livet lettere og behageligere for dig. Eller blot mere spændende. Se nu for eksempel på de to arrangementer, der omtales herunder.

Ana Briones har taget et flot initiativ, der kan gøre denne mørke tid sjov og spændende for børnene og deres forældre. Hun vil give os alle mulighed for at fejre Mortens Aften med sange og lysende lanterner. Er det ikke fantastisk!

Der er også en spændende oplevelse på vej, når vi skal orienteres om tankerne om en lokalplan for vores område. Tænk bare på de dage, da vi alle gik og ventede på at se vores by bulldozed til parkeringsplads for et tysk discount-supermarked! Se, det var en gyser.

Kort sagt – der er ingen grund til at det skal blive kedeligt at bo i Finnebyen, bare fordi det nu bliver efterår. Livet i Finnebyen kan nydes året rundt.

Lanternefest til Mortens Aften

Ana Briones, Østerlarsvej 21, inviterer Finnebyens børn og barnlige sjæle til en to-trins fejring af Mortens Aften:

Første trin er, at vi møder op torsdag den 2. november kl 17.00 hos Ana. Her lærer vi at lave en lanterne af papir, og vi lærer nogle sange, der hører til Mortens Aften.

Andet trin er, at vi mødes fredag den 10. november kl 17.30 på pladsen ved børnehaven, medbringende vores lanterner. Herfra går turen rundt i Finnebyen, for med lys og sange at fejre Mortens Aften.

Møde om lokalplan

Tirsdag aften den 23. januar 2007 er der et orienterende møde om lokalplan for vores område. Mødet holdes i forsamlingshuset.

Nærmere detaljer om mødet vil blive offentliggjort i begyndelsen af januar, men sæt allerede nu et kryds i kalenderen.

Sikken en fest vi har haft nu i år!

Det kan virke lidt ensformigt, sådan at forfalde til at ville tale om vejret. Men det er alligevel svært at undgå, når det drejer sig om sensommerfesten. Hold da op! Efter den varmeste sommer i flere år fik vi det største, mest spektakulære regnvejr, man kan forestille sig.

Det begyndte ellers fredeligt, om end lidt gråt. Boder blev sat op, ting og sager kørt til på trillebøre, biler og barnevogne, og markiser samlet. Handelen kom så småt i gang, og sangriaen løsnede stemmebåndene på de fremmødte.

Stemningen steg til forventningsfulde højder, da Finneby-gardens medlemmer pakkede blæseinstrumenter og slagtøj ud, og stillede nodestativer op. Men næppe var de første toner klemt ud gennem hornene, før regnen brød løs. Og hvilken regn. Den hamrede løs på de nysamlede markiser, og brød igennem sejldug og hatte indtil alt og alle var gennemblødt. Men orkestret truttede lystigt videre. Deres udsendte medarbejder stod lige bag ved store- og lilletrommen, og havde en fantastisk oplevelse. Ikke af musikken, for den kunne slet ikke høres gennem monsunens rasen. Men ved synet af regnens hidsige dans på lilletrommens skind, og synet af musikeren, der med nogen ængstelse havde et øje på trommens regndans, det andet på sin ølflaske, der på sin position lige i tagdryppet blev mere og mere fyldt. Garden fik dog heldigvis lejlighed til at give sit repertoire endnu et par gange i dagens løb. I tørvejr, vel at mærke. Det var en fantastisk og aldeles uforglemmelig debut.

Det blev en dejlig dag. Men vejret satte sit præg på købelysten. Vi havde i hvert fald rigtig meget med hjem igen, men sætter vor lid til næste års loppemarked. Til den tid er tingene vel også blevet tørre igen.

Musik skal der til

Efter den vel overståede premiere på Finneby-garden, udtaler chefdirigent Ole Skou tilfreds: ”Garden blæste os gennem regn og rusk. Vi er på vagt igen, næste gang skyerne trækker sammen på den rigtige måde”.

”Men”, påpeger han, ”der er jo andre anledninger i Finnebyen, som kunne kalde på klimpren, sang og gode slag. For eksempel vores vinterfest, hvor vi håber på at kunne samle mindst et par små musikgrupper til at søde eller krydre maden, og måske spille op til dans bagefter. Jeg vil derfor opfordre alle der har lyst til at forsøge sig, til at melde sig enten hos Ana på Østerlarsvej 21, eller hos mig på Østerlarsvej 7. Pyt så med, at du måske er lidt rusten i mælet, eller din guitar har manglet en streng igennem længere tid. Du behøver ikke engang at have lyst til at optræde, men har måske mere lyst til bare at komme i kontakt med andre interesserede. Meld dig alligevel, så vil vi lave en liste med navnene, og formidle kontakten. Det gælder både store og små. Tænk hvis vi kunne blive en by med flere byorkestre!”

Bedstemorcykel….

Har du en gammel ”bedstemorcykel” stående, som du ikke bruger, er jeg meget interesseret i at købe den. Ring til mig, så kommer jeg straks og kigger.

Venlig hilsen
Nanna Handberg
Neksøvej 5
86 16 09 48 eller 26 11 73 18


Finneposten august 2006

Sensommerfest

Sikken sommervi har haft. Solbeskinnet, tør og lækker. Men nu går den på hæld, temperaturen er faldet så meget, så vi atter kan føle glæden ved at tage en lun trøje på. Regnen har også meldt sig, og snart vil det ikke længere være nok at holde græsplænen nede ved at gå en tur på den – plæneklipperne må hales ud af gemmerne igen. Men inden sommeren takker af, og finnebyboerne igen går ind i deres huse og først for alvor dukker frem igen, når foråret kommer, afholder vi:

Stort loppemarked og sensommerfest søndag den 20. august!
På pladsen ved børnehaven kl. 14 – ca. 16.30, med efterfølgende fælles grillning fra kl. 18.00

Markedet begynder klokken 14, men alle er velkomne til at finde stadeplads og gøre klar inden da. Der er gået et par år siden sidste loppemarked, og vore kældre, sideskure og lofter bugner af herlige ting, som vi ikke kan nænne at smide væk. Nu kan vi komme af med dem, og ved samme lejlighed erhverve nye, skønne ting. Lav din egen stadeplads på et tæppe, et medbragt bord eller hvad du finder på. Klokken 14 går det løs. Foruden loppemarkedet er der forhåbentlig boder med varm kaffe, koldt øl, kager, psykologisk hjælp for 25 øre, sang og musik, og talerstole, hvorfra man kan holde flammende taler om forsamlingshuset og andre varme emner.

Bestyrelsen serverer en kølig, liflig Sangria for de voksne, og læskende saftevand for børnene.

Finnebygarden har sin debut denne dag, og den begivenhed bør ingen gå glip af. Garden vil spille sit lille, men udsøgte repertoire kl. 14.30, 15.30 og 16.30.

Grillene tændes kl. 17.30. Grundejerforeningens bestyrelse regner med, at beboerne i Store Finneby vil medbringe grill til alle, så folkene i Lille Finneby skånes for trafikale dramaer på Ringvejen a la ”Weber møder Scania Vabis”! Bestyrelsen sørger for grillkul – men husk selv at tage klapstole med.

Vild ungdom på knallerter

Finnebyen har igennem det seneste år oplevet stigende problemer med knallerter, der kører hensynsløst i området. Det drejer sig især om Store Finnebys nordvestlige del, der plages af de vilde knallertkøreres støjende og truende adfærd. Ana og Trine fra bestyrelsen arbejder på sagen, og vil rette henvendelse til de kommunale myndigheder og til politiet om problemerne. Desuden er bestyrelsen blevet gjort opmærksom på, at flere af kvarterets børn er blevet truet og chikaneret af udefra kommende drengebander. Bestyrelsen vil opfordre alle beboere i Finnebyen til at holde øje med hvad der sker i vores lille samfund. Bestyrelsen vil på et kommende møde tage stilling til, hvad der kan gøres ved problemerne.

Hjemmesiden

Husk at klikke ind på www.finnebyen.dk en gang imellem. Her vil I blandt andet kunne finde en opdateret liste over medlemmerne af Grundejerforeningens bestyrelse.

Vel mødt til sensommerfesten den 20. august!


Finneposten opråbsnummer, marts 2006

Hvad bliver det næste?

Finnebyen har været i mediernes søgelys i denne uge. Den tyske discountkæde Lidl har tilbudt at købe tre finnehuse på Åkirkebyvej med det formål at jævne dem med jorden og opføre et supermarked. De fleste af husene på Åkirkebyvej ud mod Ringvejen indgik også på længere sigt i planen for at sikre areal til butikkens parkeringspladser.
Takket være en resolut protest fra Grundejerforeningens bestyrelse og negativ omtale i Morgenavisen Jyllands-Posten, trak Lidl sig tilbage onsdag.
MEN:
Behovet for, at vi nu får udarbejdet en bevarende lokalplan for området er overhængede.
For hvad bliver det næste?

Lige nu findes der ingen lokalplan for Finnebyen, og derfor er der i princippet frit slag for de initiativrige. Huse kan evt. rives ned og erstattes med alt fra varehuse og discountbutikker til brugtvognsforhandlere og prangende parcelhuse bygget i tidens trend af stål og glas.
Skal Finnebyen bevares som en kulturel perle, er det vigtigt, at vi selv sørger for at få udarbejdet en bevarende lokalplan. Det koster – og det kræver fremmøde på generalforsamlingen.

DERFOR:
Mød talstærkt op til generalforsamlingen den 14 marts kl. 18.30 i forsamlingshuset, så vi sammen kan debattere og beslutte, hvad vi ønsker skal ske med vores Finneby.
Læs mere om generalforsamlingen her >>

Husk tilmelding senest 10. marts.
Der er gratis smørrebrød, gratis pølser til børnene og en enkelt gratis øl til de tørstige.

“Udarbejdelse af lokalplan for Finnebyen” er et højt prioriteret punkt på årets generalforsamling.

Tilmelding kan ske pr. email til formanden for Grundejerforeningen, Thomas Jäger på adressen aakirkebyvej@tiscali.dk – eller på den slip, der fulgte med papirudgaven af Finneposten.
Skriv, hvor mange I kommer (voksne og børn), navn, vej og husnummer.


Finneposten februar 2006
(uddrag)

Husk kontingentet

Så er det atter tid til at betale det årlige kontingent til Grundejerforeningen.
Ved generalforsamlingen sidste år blev det besluttet at hæve beløbet fra 150 kr til 200 kr.
Pensionister skal kun betale 100 kr. Hvornår man for alvor er pensionist, og om man kan slippe med halv pris når bare én i husstanden er pensionist, ønsker bestyrelsen ikke at gøre sig til dommer over. Det afhænger helt og aldeles af den enkelte husstands generøsitet og/eller selvopfattelse.
Girokortet kan betales via netbank, posthus eller pengeinstitut, eller ved at man spadserer hen til foreningens kasserer, Kurt Handberg, Neksøvej 5 og overrækker pengene.

Generalforsamling med fuld forplejning

Klassisk smørrebrød, en øl og så lige lidt nærdemokrati at skylle efter med.
Sådan lyder menuen for årets generalforsamling tirsdag den 14. marts kl. 18.30.
På mange måder vil aftenen forløbe ganske traditionelt.
Vi møder op, vi vælger lidt ordstyrer, punkt for punkt kører vi frem efter det velafprøvede koncept, spiser (gratis!) aftensmaden sammen med hyggelige finne-venner, siger skåååål i en enkelt (gratis!) øl, lader børnene lege sammen, mens de gnaver sig igennem (gratis!) røde pølser med brød, og så ellers tak for i aften.
Grundejerforeningens bestyrelse håber på stort og engageret fremmøde, og vi forsikrer, det er en skrøne, at man risikerer at blive valgt til noget ved det skinbarlige fremmøde.
De, der har lyst til at gå ind i bestyrelsesarbejdet og ønsker at forsøge sig som eventskabere, er mere end velkomne til at stille op. Men de, der bare vil nyde smørrebrødet i fred, har naturligvis lov til det.
Uanset bevæggrund, så er det dog ved årets generalforsamling, at nærdemokratiet her i Finnebyen skal stå sin sande prøve. Hvis Finnebyen også i fremtiden skal skille sig positivt ud fra landets øvrige parcelhuskvarterer – hvor høje hække og lange ensartede indkørsler med herregårdssten er det eneste, der binder et kvarter sammen – så kræver det jo, at nogen gider yde lidt ekstra. Arbejdet er ikke tungt, det er let og inspirerende og endog meget overkommeligt.

Fem er på valg i år
Tre af Grundejerforeningens faste bestyrelsesmedlemmer er på valg i år, nemlig Ole Skou fra Østerlarsvej, Kurt Handberg fra Neksøvej og Kirsten Elley fra Due Odde.
Også de to nuværende suppleanter i Grundejerforeningen, Lise Helmer og Henny Kjær, er på valg. Det er suppleanterne nemlig hvert eneste år, hvorimod de øvrige bestyrelsesmedlemmer sidder to år ad gangen, og derfor kun væltes og skiftes ud hvert andet år. Med to personer det ene år. Tre det andet år.
På nuværende tidspunkt, da Finneposten skrives, er det uklart, hvor mange af bestyrelsesmedlemmerne, der er villige til genvalg. Henny Kjær har endegyldigt meddelt, at hun nu stopper sit bestyrelsesarbejde efter mange ihærdige år, først som medlem, og det seneste år som suppleant. Tak for en både engageret, inspirerende og målrettet indsats til vores fælles bedste i både store og lille Finneby.
Også redaktøren af Finneposten holder op for at give bolden videre.

Nu til det forudsigelige
Dagsordenen for den traditionelle del af generalforsamlingen lyder:

  1. Valg af dirigent

  2. Beretning om foreningens tilstand og virksomhed

  3. Det reviderede regnskab med bemærkninger og disses besvarelse fremlægges

  4. Kontingent fastsættes

  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen, revision og suppleanter

  6. Evt. forslag

Ang. punkt 6: hvis nogen har forslag, der skal på dagsordenen, skal formanden, Thomas Jäger, Åkirkebyvej 3, have dem senest den 6. marts.
Forslagene til dernæst blive lagt ud på Finnebyens hjemmeside til almindelig orientering før generalforsamlingen. Har man ikke netadgang, kan man kontakte en nabo, der har.
Som i alle andre demokratiske sammenhænge er det kun medlemmer af Grundejerforeningen, der kan opstilles og har stemmeret til generalforsamlingen. Det er dog ingen kunst at blive medlem, hvis man ikke allerede er det: med papirudgaven af Finneposten følger det årlige girokort.
Tilmelding til årets generalforsamling er nødvendig af hensyn til smørrebrødsbestillingen – senest fredag den 10. marts. Det kan ske pr. email til formanden for Grundejerforeningen, Thomas Jäger på adressen aakirkebyvej@tiscali.dk – eller på den slip, der fulgte med papirudgaven af Finneposten. Slippen skal afleveres på Åkirkebyvej 3.
Skriv, hvor mange I kommer (voksne og børn), navn, vej og husnummer.


Finneposten august 2005

Velkommen til:

  • Tour de finne-have, søndag den 21. august
  • Finnebyens Tulipanløb, lørdag den 17. september
  • Kursus i juledekorationer, onsdag 23. november
  • Vinterfesten, lørdag den 28 januar
  • Fastelavn, søndag den 26. februar
  • Generalforsamling, tirsdag den 14. marts
  • ….og så det løse vi finder på hen ad vejen ….

Tour de have søndag 21. august

Af Kirsten Pedersen Elley

Kig på haver, kig på hinanden, diskuter hække, stauder, solpletter og se, hvordan andre har formklippet vildtvoksne Spirea eller ekspanderende bambus. Del ud af dine gode råd eller bed folk komme indenfor havelågen for at give dig et godt fif.

Det er det, der er meningen med dette års sommer-get-together den 21. august. Vi skal gensidigt lade os inspirere af hinanden hvad enten, vi har grønne fingre eller ej. Det er IKKE meningen at demonstrere prydhaver a la Versailles – med mindre altså, at man ikke kan lade være.

Landskabsarkitekt Pirkko Faaborg fra Svanekevej varmer op, og 3-4 familier kan vinde et gratis besøg af havekonsulenten på dagen.

Kl. 11 mødes vi alle på Svanekevej, hvor Pirkko vil tale om finnebyhaver, deres udvikling gennem tiderne, muligheder og begrænsninger. Herfra går vi på besøg i to-tre ret forskellige finnebyhaver, som Pirkko har påvirket med skitseforslag og råd gennem årene.

Kl. 13 mødes vi udenfor børnehaven, hvor vi drikker vores medbragte kaffe, og hvor der vil blive trukket lod om, hvem der i løbet af de kommende timer skal have besøg af havearkitekten. Dernæst går vi hver især hjem og sætter et flag udenfor døren for at signalere, at vi er klar til at modtage besøg.

Mellem kl. 14 og 15 er der åbne havelåger i Lille Finneby.

Mellem kl. 15 og 16 er der åbne havelåger på Svanekevej, Neksøvej, Gudhjemsvej, Arnagervej og Åkirkebyvej.

Mellem kl. 16 og 17 er det resten af Store Finnebys tur.

Kl. 18 mødes vi atter udenfor børnehaven. Denne gang til fælles grillspisning med medbragt mad og drikke. Husk selv at tage bestik, kaffe og drikkelse med, for der er ingen servering eller salg af nogen art.

Ved massiv heldagsregn, aflyses hele baduljen….i stedet må I så gå i gang med at glæde jer til det næste store familiearrangement, skattejagt i bil. Se omtalen nedenfor.


Finnebyens Tulipanløb lørdag den 17. september – skattejagt i bil for hele familien

Fat naboens dreng, indforskriv svigermor eller inviter børnenes yndlingskusiner til årets store skattejagt i bil.

Det drejer sig om et unikt orienteringsløb for finnebyfolk med tidskørsel og poster under vejs. Alle kan være med, og der bliver brug for mangesidede talenter, hvis man vil gøre sig forhåbning om at få den flotte præmie med hjem, som står og venter på dagens bedste bil og dens besætning.

Mødested og -tid: Finnebyens forsamlingshus, lørdag den 17. september kl. 8.30 til en kop stående kaffe og et smurt rundstykke.

Bilerne sendes af sted med få minutter mellemrum og med et såkaldt ”tulipankort” i hånden, som med symboler angiver den vej, kortegen skal køre for mest optimalt at finde frem mod det endelige mål et sted ude på Djursland, hvor vi – forhåbentlig alle dukker op – og mødes til frokostpause kl. 13.

Det vil være en god ide at medbringe madpakke og drikkelse, men det er også muligt at købe mad på stedet.

Kl. ca. 15 er vi tilbage i Finnebyen igen.

For at finde ud af, hvor mange bemandede poster m.m. det vil være relevant at stille op, har vi brug for ret tidligt at vide, hvor mange biler der kommer. For at det bliver rigtig skægt, og konkurrencemomentet bliver højt nok, satser vi på 20.

Tekniske krav til deltagerne: Et ur og en bil med triptæller. Deltagelsen koster 50 kr. pr bil som betales på selve dagen før afgang.

Efterlysning: de bemandede poster under vejs skal besættes. Hvem har lyst? Kontakt da Jesper. Se nummer og adresse herunder.

Tilmelding til Finnebyens Tulipanløb senest tirsdag den 23. august med angivelse af antal deltagere.
Det sker til bestyrelsesmedlem og løbets primus motor:
Jesper B. Rasmussen,
Åkirkebyvej 6,
Tlf. 86161688.
E-mail: k-rolighed@oncable.dk


Om nærighed og kontingent

Af Kirsten Pedersen Elley

Tre små sandfærdige beretninger om nærighed opsamlet fra det virkelige liv.
Navnene på dem, der fortæller, er redaktionen bekendt:

For nogle år siden var jeg med en gruppe på omkring 10 personer – heriblandt min bror – ude at spise. Da vi skulle til at betale, talte vi om, hvor meget vi skulle lægge i drikkepenge, og en fra selskabet lagde 100 af sine egne kroner på vores vegne. Snakken fortsatte og nogle blev enige om, at de hundrede kroner var i overkanten, hvorefter min bror tog halvdelen af de hundrede kroner (som en anden jo havde lagt!) og puttede dem i lommen. (Kvinde, 34 år)

De ansatte i et lægehus har en fælles frokostordning, sådan at de køber smør, pålæg og brød og deler udgifterne. Lægen vil ikke være med. Han kommer med sin madpakke. Hver dag pakker han så sine fire flade klemmer ud, men han er så nærig, at han ikke putter smør på brødet hjemme fra. Mens alle sidder sammen i frokoststuen, tager han sine madder frem, piller omhyggeligt pålægget af, stikker kniven ned i sekretærernes fælles smørbøtte og smører tykt på. Så monterer han sit pålæg tilbage på brødet igen. Det er ikke en enkelt dags forglemmelse, det med smørret. Sådan har han gjort hver dag i årevis! (Kvinde, 55 år)

Der er 122 skønne huse i Finnebyen. Grundejerforeningen arbejder for at alle skal have gode fælles oplevelser og mødes ved luftige og sjove arrangementer. Foreningen er også beboernes talerør ud ad til. Det koster 150 kr. at være medlem i et helt år, og beløbet kan til hver en tid indbetales til Kurt Handberg, Nexøvej 5, eller næste gang, der er et fællesarrangement.
49 husstande kører på frihjul
73 huse betaler til Grundejerforeningen. (Redaktøren, 42 år)


Finneposten juni 2005

Velkommen til:

  • Tour de finne-have, søndag den 21. august
  • Finnebyens Tulipanløb, lørdag den 17. september
  • Vinterfesten, lørdag den 28 januar
  • Fastelavn, søndag den 26. februar
  • Generalforsamling, tirsdag den 14. marts
  • ….og så det løse vi finder på hen ad vejen ….

Halleluja for en træhytte

Af Kirsten Pedersen Elley

Fredag købte vi to forbavsende smukke dækstole af træ – prisen taget i betragtning. 299 kr. stykket, kostede de. Lagersalg. På Ringgaden neden for Silkeborgvej. Nogle ting er altså forbavsende billige, bliver mand og kone enige med hinanden om her i husstanden, da vi er nået frem til det punkt, hvor stolene er placeret på plænen, og vi bugserer ryggene ned i de grønne hynder for at nyde den egentlige årsag til vores indkøbsrus. Nemlig, at en vurderingsmand dagen inden har meddelt os, at vi på kun tre år har tjent en mio. kr.! Så meget er vores hus nemlig steget, siden vi købte det, og det er der faktisk kun tre ting at sige til:

  1. Halleluja
  2. Vi skulle have købt to huse med det samme og solgt det ene nu!
  3. Vi bliver naturligvis boende og bruger bare den nye vurdering til at omlægge lidt lån.

Ok, vi (læs: min handyman!) har godt nok også makket med sternbrædder, maling, dørgreb og lister lige siden vi rykkede ind, men alt i alt viser de svimlende tal, som ejendomshandlere og kreditforeninger forkæler os med i disse år, at Finnebyen følger trenden på ejendomsmarkedet i især Århus og København, som er blevet til en fest af de uforglemmelige. Intet tyder på afmatning lige nu og her, selv om flertallet af økonomer bliver ved med at spå, at renten vil stige – på et tidspunkt – og dermed sætte punktum for, hvor meget husejere kan betale. Men lige nu sker det ikke. Renten rutsjer fortsat nedad, så selv om finnehuse er blevet dyre, så er efterspørgslen fortsat stor, hvilket vores hjemmeside og den lynhurtige omsætning af huse beviser.

Hvem kommer?
Men hvem er det så der køber? Er det dem, der i grunden helst ville have forskanset sig i en Risskovsvilla med SF-sten om parcellen så langt øjet rækker, men som nu må nøjes? Hvordan kan vi i fremtiden sikre, at den særlige finneby-ånd og interesse for fællesskab og træhuse forbliver intakt? Siden vi flyttede hertil for tre år siden, har jeg jævnligt diskuteret med mig selv – og såmænd også med andre – hvad det er der gør, at vi finnebyboere har mere med hinanden at gøre end folk almindeligvis har det ude i parcelhus-Danmark. For det har vi. Tro mig, I som måske har boet her så længe at det specielle finnebyliv synes normalt grænsende til det trivielle.

Bred erfaring
Her i husstanden kan vi diske op med en samlet erfaringsmasse fra bopæle i København, Tranbjerg, Stavtrup, Katrinebjerg og Randers. Selv om der overalt findes rare mennesker, så ser man altså ikke meget til hinanden de steder. Man triller op ad indkørslen bag hækken, stiger ud af bilen, går ind, hilser på en tissetrængende hund og lukker døren. Man gider simpelthen ikke! Og så er vi måske fremme ved sagens kerne. Det at gide.

Fortryllende perle
Derfor er det altså så vigtigt, at vi jævnligt understøtter og bekræfter hinanden i, hvor betydningsfuldt det er for almenvellet og Finnebyens bevarelse, at vi er mennesker, der har ork. At vi er sådan nogle, der jævnligt deltager i fællesarrangementer, at vi er sådan nogle, der snakker, der banker på og rækker os på tåen for at give naboen en kælderkold hen over hækken, når han har kæmpet med kantklipperen en halv søndag formiddag. Finnebyen er en fortryllende dybhavsperle midt i landets næststørste by. Nyd sommeren og de lange lyse dage til – også – at pudse og polere dén!


Stigende priser på finnehuse
Af Kirsten Pedersen Elley

Huspriserne i Århus er ifølge Realkreditrådet steget med 12,8 pct. det seneste år, og Finnebyen er ingen undtagelse. Snarere tværtimod. Ejendomsmægler Jesper Andersson fra DanBolig i Åbyhøj har stået bag salget af et par af de senest handlede finnehuse, og han er ikke i tvivl om, hvad der hiver efterspørgslen og priserne mod skyerne. ”Det er atmosfæren og charmen, køberne går efter. En del har fået den opfattelse, at det er hipt at bo her og at der bl.a. bor mange arkitekter i Finnebyen, og så betyder det meget, at bydelen ligger så tæt på midtbyen og fremstår som et langt mere attraktivt område i forhold til de andre kvarterer på ydre side af Ringvejen. Ved fremvisning hæfter interesserede sig ved, at det er muligheder i et finnehus fordi det er forholdsvis billigt at foretage om- og tilbygninger ved træhuse. Derfor afskrækker små huse ikke,” siger Jesper Andersson.

De seneste tre huse der er solgt i Finnebyen er af den mindre type. Enten original størrelse eller med beskedne forøgelser i form af forlængelse eller udestue. De er solgt til mellem 1,7 og 1,9 mio. kr. Et hus er efter sigende til salg nu til 2,2 mio. kr..…

”Det er typisk yngre familier, vi har stående i køberkartoteket. Mange er førstegangskøbere eller bor i ejerlejligheder inde i byen, som de nu vil af med for at få hus og have. Selv om 1,9 mio. kr. lyder af meget, så er det stadigvæk ret billigt og opnåeligt i forhold til Risskov eller Højbjerg,” siger Jesper Andersson til Finneposten.

På det fra TV så hyppigt stillede spørgsmål, hvor på en skala fra 1 til 5 mægleren vil placere Finnebyen, lyder svaret: 3,5. ”Skåde, Risskov skal have 5 for status og beliggenhed. Højbjerg får 4, så det må blive en 3,5’er til Finnebyen,” vurderer han.


Den store havedag – med guide
Af Kirsten Pedersen Elley

Begrænset plads, tung og lermættet jord og et hus placeret enten midt på grunden eller ud mod vejen. Det er de fælles vilkår, alle finnebyboere slås med, når det gælder haveanlæg. Alligevel er haverne forskellige som nat og dag. Nogle har hang til høje træer og skyggefulde kroge, andre får dårlige nerver, når bevoksningen når tagrendeniveau, og andre igen kan ikke få blomster nok.

Sommerens store fællesarrangement i Grundejerforeningen 21. august drejer sig om haven og de muligheder, der findes i en finnebyhave. Landskabsarkitekt Pirkko Faaborg fra Svanekevej vil lede os igennem vegetationen, og tre eller fire haveejere har mulighed for at få et gratis og individuelt konsulentbesøg af Pirkko senere på dagen, hvis de melder sig som interesserende – og vinder lodtrækningen.

Programmet er foreløbig som følger:

Kl. 11 mødes vi alle på Svanekevej, hvor Pirkko vil tale om finnebyhaver, deres udvikling gennem tiderne, muligheder og begrænsninger. Herfra går vi på besøg i to-tre ret forskellige finnebyhaver, som Pirkko har påvirket med skitseforslag og råd gennem årene.

Kl. 13 mødes vi udenfor børnehaven, hvor vi drikker vores medbragte kaffe, og hvor der vil blive trukket lod om, hvem der nu skal have besøg af havearkitekten.

Mellem kl. 14 og 17 er der tour de have efter samme princip, som vi tidligere har haft tour de chambre. Man går hjem og sætter sit flag udenfor døren, hvis man gerne vil vise andre, hvor håbløs uforstandig man er til havebrug, eller hvor smukt man har kreeret sin lille parcel udenfor terrassedøren.

Lad det være sagt med det samme. Dagen er ikke tænkt som en casting til kommende mønster-haveprogrammer i TV. Det er meningen, at vi skal have det rart, modtage råd, øse af vores erfaring eller bare invitere gode folk indenfor til en snak om grønne fingre eller alt mulig andet end netop det.

Den detaljerede plan for, hvornår hvilke veje ”holder åbent” følger i næste nummer af Finneposten umiddelbart inden arrangementet. Men alle kan være med på en kigger OG selv slå havegærdet op uden at gå glip af hverken det ene eller det andet.

Kl. 18 mødes vi igen uden for børnehaven. Denne gang til fælles grillaften med medbragt mad og drikke.


Snegle-rapport fra Lille Finneby
Af Henny Kjær, Due Odde 1

Som bekendt har den såkaldte ”dræbersnegl” valgt også at slå sig ned i Lille Finneby. Sidste eftersommer lavede vi en fællesindsats. Mange spredte på samme tid Ferramol i deres private haver, og vi spredte produktet i det kommunale stykke langs Ringvejen. Her i foråret har vi gjort det samme, og det virker! Jeg ved ikke, hvor mange der stadig har sneglene i haverne, men flere meldinger siger, at de næsten er væk, og de er næsten væk i det kommunale stykke. Ved opgangen fra Finnedalsvej til Ringvejen var der i hundredvis sidste sommer. I sidste uge hvor det var varmt og også lidt fugtigt så jeg tre – ja tre snegle!! på en lille aftentur. Altså det virker!! Det er muligt forholdsvis let at begrænse antallet væsentligt. I Lille Finneby vil undertegnede stadig stå som sneglebekæmpelseskoordinator og købe stort ind af Ferramol. Jeg har endnu (1.6.) få poser á 750 g til 80 kr. liggende fra første omgang, hvis der skulle være flere, der har behov. (Ferramol er et produkt, der bl.a. er uskadeligt for bl.a. pindsvine og kan anvendes i økologiske haver. Det kan også købes i Matas. Prisen er her 80 kr. for 500g).


CIF-tennis klub
Af Lone Voss

Vi er efterhånden mange finnebyboere der spiller tennis i CIF, Bodøvej, men vi vil gerne være endnu flere. Vi kan tilbyde 2 kunstbaner med lys, så der kan spilles selv om det er lidt mørkt. Kunstbanerne gør desuden at der kan spilles selv om det har regnet. Du kan få træning 1 x ugen, både for børn og voksne.

Medlemskabet koster for et år for voksne 950 kr, børn 450 kr, pensionister og studerende 750 kr. Efter 15. august betales der halv pris. Voksne kan få et nedslag i prisen på 50 kr, hvis de er villige til at deltage i vedligeholdelsen af banerne og/eller deltage i at uddele præmier ved bankospil i Vanggårdscenteret. Sidstnævnte er en meget stor oplevelse, en verden helt for sig selv, prøv det.

Kontakt os via hjemmesiden: www.cif.dk/tennis, eller hos Lone Voss, telf: 86 10 64 84, email: lonevoss@finnebyen.dk


Besøg en virksomhed i Århus
Af Benjamin Sibbesen, Østerlarsvej 9

En regnfuld aften den 3. marts 2005 kl. 19.30 mødte en lille tapper skare på ca. 20 finnebyboere op på Danmarks Radio i Århus, vi var inviteret af Grundejerforeningen og blev modtaget af Jens Steensgaard fra Årsdalevej. Han har arbejdet i DR siden 1957, og er der noget Jens kan, så er det at fortælle mangt og meget.

Lidt Danmarks Radio historie
Danmarks Radio i Århus er tegnet af C.F. Møllers tegnestue. Jens fortalte at når man ser Danmarks Radio fra oven, se det ud som et 7-etagers højhus som er lagt ned, mellem alle etagerne er anlagt gårdhaver. Det gør at Danmarks Radio i Århus dækker over et areal på 27.000 m2, hvortil der skal medregnes en kælder under 2/3 af hele byggeriet. Der er rundt regnet 350 ansatte på stedet, men det kan svinge med ca. plus-minus 40 personer alt efter hvilke produktioner der kører.

For tiden er der 3 produktionsenheder på DR:

  • DR Østjylland som producerer radio og tv vedr. nyheder og lokalstof.
  • DR Fakta som producerer radio og tv generelt om tro og natur.
  • DR Livsstil som producerer tv, generelt om livsstilsprogrammer såsom: Hokuskrokus, Rabatten og andre programmer og radio med Danmarksmester.

Hvad så vi så: Vi så blandt andet DR’s største studie, og jeg siger jer, at det har høje døre, i studiet fik illusionen det første knæk, de fleste havde nok tænkt at det var ligesom teater med rekvisitter og kulisser, men det var faktisk et meget tomt rum, der var dog stolerækker til publikum og en mængde lamper. Jens fortalte, at hvis man tændte alle de nødvendige lamper og varmeudsugningen, ville der bruges næsten ligeså meget strøm som en middelstor dansk provinsby. Efter lidt at have kigget lidt nøjere efter, fandt vi bag stolerækkerne nogle enkelte kulisser og vi kunne genkende dem fra programmet Hvad er det værd, men alle de flotte farver manglede og der fik illusionen så det næste knæk, for Jens fortalte at man klarede det digitalt og at der faktisk kun var enkelte ting der blev sat ind. Det TV er bare snyd. Hele vejen rundt helt ude ved væggen kunne man sænke gulvet.

Vi gik videre. Pludselig stod vi mellem de særeste ting – vi var kommet til rekvisit rummet og her var alt mellem himmel og jord, lige fra gamle tændstikker til nymoderne møbler. Hvis nogen har set ungdomsprogrammet Zap vil de kunne genkende det, det var der man skulle styre én rundt og finde ting. Herfra gik vi ind en montagehal hvor der blev bygget alt fra Bamses julemandskælk til kæmpestore ting. Vi så kringler på størrelser med cykler og sovsekander som kunne rumme flere personer – de havde været brugt i julekalenderen til nisserne. Vi så endnu et studie. Jens fortalte, at i dette studien havde de bygget Poul Thomsens stue, og træet man i udsendelsen kunne se bevæge sig, gjorde det kun fordi der var en ”studiemedhjælper” som rystede med det (NÅ). Lige efter så vi et studie som var på størrelse med et mindre børneværelse, her blev der i den ene ende optaget Rabatten og i den anden ende var der rester af Leth’s værksted, så her fik illusionen så det sidste afgørende knæk. Ja, vi hørte og kiggede så vi blev helt øre, men spændende var det. Der var kun et lille minus ved hele aftenen, bestyrelsen havde lovet at sørge for småkager, og hvor var de?

Det var en dejlig og lærerig aften og mange tak til Jens, og Danmarks Radio hvor man på en aften kan komme fra Skejby til Sibirien.


I ØVRIGT MENER JEG…..
Finnebyfolkets debatside. Bidrag modtages med åndelige kys!

Halloooohhh!
Af Lene og Troels Kold Rytterknægten 23

… jo, der er nogen! Jeg forstår godt den unge redacteurs frustration over manglende feed back – men hvad skal man skrive, når man er så svært godt tilfreds med Finnebyen, dens indbyggere, huse, børn, hunde og katte … og sidst, men ikke mindst, den fremragende ’Finneposten’, som er månedens højdepunkt med dens grundige, muntre og velskrevne blanding af gavnligt og fornøjeligt … hvad skal man så brokke sig over? Og læserbreve er og bliver nu engang et forum for brokkerier, hvilket man kan forvisse sig om i ethvert dagblad.

Men! Redacteusen skal ikke føle sig helt alene i verden, så jeg vil hermed foreslå den nyvalgte, hårdarbejdende og formentlig effektive bestyrelse at tage over, hvor de gamle slap: Rytterknægten er (vistnok) den eneste gade i kongeriget, der hverken har bump, chikaner, foto- eller fartfælder. Hvad med at forsøge igen? En lang, lige vej, som specielt i dagtimerne, når de indfødtes biler er på arbejde, indbyder til ræs på langsiden. Gå til vejmyndighederne og tal dem til fornuft, tak, så vi kan holde vejfester året rundt uden at sætte livet på spil.

Og: Her på nr. 23 kigger vi bekymret, men forgæves, efter den hær af honningbier, der skulle invadere vores blomster i disse dage … hvor er de henne? Et par overbelastede brumbasser gør hvad de kan, men vi tænkte om ikke nogen vil være med i et bistade? Og om nogen véd, hvordan man griber sådan noget an? Og om nogen har mod på at have et sådant stående? Helst nogen, der ikke kan lide honning, så det kan komme os selv til gode? Tænk, hvis de go’e gamle dages travle summen i blomsterbedene, og ikke mindst i frugttræerne, kunne blive daglig-sommer-dag igen! Hvis nogen tænker i samme baner, kan de ringe til 8610 4615, så kan vi måske finde ud af noget.


ANNONCER

Motorcykel sælges: Yamaha XS 400, årg. 84, kørt 85000 km, pæn stand. Pris 13.500 kr. Kontakt Lone Voss, Sandvigsvej 5, tlf: 86 10 64 84, mobil: 40 54 13 85

Mit dejlige grønternede lerfad og mit dejlige stål salatbestik….. glemte jeg desværre at tage med hjem efter vinterfesten Jeg har spurgt til højre og venstre om nogen skulle have set mit dejlige fad – uden resultat – AK AK. Sidste udvej er derfor vort “landsdækkende” medie.. Kontakt mig venligst:-) Lise Frølund Mortensen Finnedalsvej 1 25294745

Indvendig original dør “sælges” (dør mellem entre og gang). Dorte og Kurt Handberg, Neksøvej 5, 8210 Århus V, 8616 0948

Skrivebord/PC-bord sælges. Smuk mørkeblå farve med bøgetræs kanter og -skuffe. Lavere siddende udtræk til tastatur. IKEA-model. L: 110 cm. B: 60 cm. Pris 230 kr. Jesper Henning Pedersen, Due Odde 3, 40295550

Læderridestøvler Str. 39-40, sorte, relativt brede lægge, trænger til nye lædersåler, men ellers er støvlerne i tip top stand. Kom og prøv dem. Pris: 700 kr. Kirsten Pedersen Elley Due Odde 3, 26286814


Finneposten marts 2005 (uddrag)

Generalforsamling med dogmefilm og smørrebrød
Af Kirsten Pedersen Elley

Årets generalforsamling i Grundejerforeningen finder sted i forsamlingshuset den 15. marts kl. 19.

Foruden det velkendte gratis smørrebrød, de varme pølser og en enkelt øl – også til foræringspris, vil årets generalforsamling byde på flere nyskabelser. Blandt andet filmfremvisning på storskærm, en præsentation af Finnebyens hjemmeside, og så naturligvis den traditionelle dagsorden og valg af to bestyrelsesmedlemmer samt to suppleanter.

På valg i år er formanden Thomas Jäger og Henny Kjær. Kun Thomas genopstiller.

Desuden skal der vælges to suppleanter. De nuværende, Lise Helmer og Troels Munk-Olesen, tager gerne imod genvalg.

Facit er altså, at der skal vælges et splinternyt medlem ind i bestyrelsen, som de næste to år vil engagere sig i Finnebyens ve og vel.

Dogmefilmen, der bliver vist på storskærm i løbet af aftenen er den originale, gamle indspilning af livet i Finnebyen. Når vi har valgt at slæbe femvisningskanon og stort lærred frem, er det for at vi alle ved fælles hjælp kan sammenstykke de historier, der ligger bag billederne. Beretningerne bliver skrevet ned, og efter en renskrivning og redigering er det meningen, at de skal indtales samtidig med at filmen, der var rendyrket dogme længe før begrebet blev opfundet, skal lægges over på DVD. Derfor håber vi, at så mange som muligt møder op og fortæller det, de kan huske, så mosaikken kan sammenstykkes til en rund historie. Når den nyredigerede Finnebyfilm ligger klar på DVD senere på året, kan den købes, og det er så bestyrelsens hensigt at overlade den originale 16 mm filmoptagelse til Lokalhistorisk Arkiv sammen med et eksemplar af den færdige DVD, så den gamle indspilning ikke fortsat skal gemmes i skiftende formænds kolde kældre eller klamme skunke.

Og nu til det mere forudsigelige …
Dagordenen for den traditionelle del af generalforsamlingen ser således ud:

Valg af dirigent.
1. Beretning om foreningens tilstand og virksomhed
2. Det reviderede regnskab med bemærkninger og disses besvarelse fremlægges
3. Kontingent fastsættes
4. Valg af medlemmer til bestyrelsen, revision og suppleanter
5. Evt. forslag.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen, revisor og suppleanter.

Ang. punkt 5: Hvis nogen har forslag, der skal på dagsordenen, skal formanden, Thomas Jäger, Åkirkebyvej 3, havde dem senest den 7. marts.
Forslagene vil dernæst blive lagt ud på Finnebyens hjemmeside til almindelig orientering før generalforsamlingen.
Dem der ikke har netadgang, bedes kontakte en nabo, som har.
Som i alle andre demokratiske sammenhænge er det kun medlemmer af Grundejerforeningen, der kan opstilles og har stemmeret til generalforsamlingen.
Det er dog ingen kunst at blive medlem, hvis man ikke allerede er det:

Girokort er vedlagt.
Med dette skrift følger nemlig det årlige girokort.
Betal 150 kr., bliv glad og få indflydelse.
Pensionister slipper med 100 kr.

Girokortet kan afleveres og beløbet betales via netbank, posthus og pengeinstitut, men det er også helt i orden at spadsere hen til foreningens kasserer, Kurt Handberg, Neksøvej 5 og overrække ham pengene personligt.


Finneposten januar 2005 – særnummer

Talentmassen og Anders Lund Madsen
Af Kirsten Elley

Bor du i Finnebyen? Det er da sådan et rigtigt kunstnerkvarter, er det ikke?

Jeg ved ikke, hvorfor mange kolleger og bekendte tilsyneladende finder det ejendommeligt, at netop jeg har slået mig ned i så talentfuldt en forsamling. Min ældste datter går til violinspil i Århus Musik-skolen, min mand er indehaver af mindst tyve mere eller mindre sære musik-instrumenter – som han i parentes bemærket endog kan spille på. Og jeg selv har da både forsøgt mig med korsang og guitarundervisning i folkeskolen.

Endvidere kan jeg prale af at have gået på Danmarks Journalisthøjskole med de senere så berømte tv-kendisser, Anders Lund Madsen, og skrappedellen fra TV, og nu også kogebogs-skribent med store dådyrøjne, Trine Gregorius.

Så kom bare an.

Jeg vil også gerne betro jer, hvad jeg dengang i senfirserne tænkte om Trine Gregorius, når hun brillerede med åndeligt og fysisk fravær i timerne og allerede forlod Århus til fordel for hovedstaden torsdag middag, fordi verden på disse kanter kan blive for lille for selv den storsindede.

Eller når Anders Lund Madsen kom luntende ind i forelæsningssalen med sit søvnige hår og sine verdensfjerne spørgsmål, som enten fik foredragsholderne til at smile overbærende, tvivlrådigt eller ignorere ham.

Da sad jeg kedelig-pæn og pige-stræbsom oppe på en anonyme 9. række og tænkte:
Ham der, Anders Lund Madsen, han får det altså svært!
Hende der, Gregorius, er der da ingen, der vil ansætte!

Nu er det kun, fordi mine skriverier i Finneposten er forbeholdt noget der ligner en kær venneskare, at jeg tør udstille mit dengang så indskrænkede menneske-kendskab. Siden har jeg måttet trække alle mine betænkeligheder hurtigere tilbage, end det tager at sige ”vinterfestbuffet”.

Trine Gregorius kører den af i sikker stil, og Anders Lund Madsen, ja, han kom også til at klare sig. Når man tjener det, der svarer til to af mine månedslønninger på at holde et enkelt foredrag om mobning på en skole, så er det vel ok.
Derfor er han heller ikke bestilt til at levere et indslag til vores vinterfest på lørdag.

  • Fordi vi ikke mobber hinanden særlig meget her i Finnebyen.
  • Fordi pengene i Grundejerforeningen ikke rækker.
  • Fordi vi – som rygtet jo vil vide ude i verden – er kunstneriske og talentfulde inden for egen bygrænse.

Vinterfesten leverer beviset. Der er allerede gået bud om adskillelige gode, underholdende indslag, og der er plads til flere.

Vel mødt til alle.

Og god fest.


Huskat

Hovedbudskabet i dette lille særnummer af Finneposten er enkelt, og består groft sagt af to elementer, nemlig en reminder om vinterfesten på lørdag, og en omtale af fastelavnsfesten den 6. februar.


Vinterfesten

– årets partybrag med Provinsorkesteret, finder sted nu på lørdag, den 22. januar, kl. 19 i forsamlingshuset.

Husk at medbringe en ret, der mængdemæssigt svarer til det antal personer, der kommer fra husstanden.

Entreen koster 40 kr. Alle hjemmeboende børn, uanset alder, kommer gratis ind.

Tag også tallerkner, glas, bestik og evt. en termokande kaffe/te med, hvis nu behovet for en varm afslutning på den mangesidede buffet skulle opstå.

Grundejerforeningens bestyrelse sørger for en flot tema-borddækning, og vi sørger også for, at der er brød og smør til alle.

Grundejerforeningen forventer til gengæld, at gæsterne køber drikkevarer i forsamlingshuset, for ærlig talt: Den beskedne merpris, vi lægger oven i vinen og vandet fra købmand Spar, er med til at sikre fremtidige arrangementer i foreningen. Så enkelt er det svære regnestykke.

Priserne er rimelige

Øl koster 8 kr., sodavand koster 5 kr., og så er det to typer vin. En god vin til 50 kr. En bedre vin til 65 kr.

Der er allerede nu varslet flere underholdende indslag, og de vil blive afviklet under og efter middagen.

Ole Skou er aftenens toastmaster, og det er tids nok at give ham besked samme aften, hvis et nummer, en tale eller en sang presser sig på.

De allerede varskoede indslag kommer både fra Store og Lille Finneby, ligesom der er opstået et enkelt joint venture. Klokken 22 indtager Provinsorkesteret scenen.

Bandet spænder bredt musikalsk og spiller medrivende dansemusik, der vil kunne nydes i adskillige timer.

Tilmelding til festen er ikke nødvendig.


Fastelavnsfest

Årets fastelavnsfest finder sted den 6. februar fra kl. 10-12.30 i forsamlingshuset. Udklædte børn – og deres udklædte voksne – får hele tre tønder at afreagere på.

Foruden den traditionelle tøndeslagning er der ringridning på fars og mors ryg, der er sanglege, hop over stave-leg, Limbo, fastelavnsboller til børnene og en enkelt Gammel Dansk til at begynde med til far og mor.

Af hensyn til indkøb af slikposter, fastelavnsboller m.m. skal tilmelding være Thomas Jäger, Åkirkebyvej 3, i hænde senest den 30. januar.

Tilmelding kan ske enten pr. e-mail på adressen:
aakirkebyvej@tiscali.dk
eller på den slip, der var at finde i papirudgaven af Finneposten.

Skriv antal voksne, antal børn, navn og vej.


Vigtige datoer

Grundejerens bestyrelse mødes igen mandag den 7. februar. Her vil vi drøfte dagsordenen for den kommende generalforsamling, ligesom vi skal arbejde videre med at rekonstruere og friske den velkomstskrivelse op, som uddeles til nye beboere i Finnebyen.

De vigtigste datoer i kalenderen ser således ud:
Vinterfesten den 22. januar kl. 19.
Fastelavnsfest den 6. februar kl. 10-12.30.
Årets generalforsamling i Grundejerforeningen den 15. marts om aftenen.

Alt sammen i Forsamlingshuset.

Det kommende fælles arrangement bliver en guidet tur på Danmarks Radio. Mere om det i det næste nummer af Finneposten.
Det udkommer sådan cirka i begyndelsen af marts.


Annonce

Sælges: Hjørnesofa, 6-7 pers., mørk blå, glat ruskind – også på bagsiden.
Flot kvalitet, god siddekomfort.
H: 75 L:230×260 D:94 (alt udvendige mål), kr. 4.500 kr.
Kan prøvesiddes på Due Odde 3, 8645 4579


Finneposten december 2004

Jul, sul og fede danserytmer
Af Kirsten Pedersen Elley

Juletræskædernes blidt vuggende lysshow har mildnet overgangen fra vådt efterår til mørk december over det meste af Finnebyen. I træernes nøgne grene, rundt om pjuskede buske, under tagudhæng og langs korte indkørsler viser utallige minimal-watts pærer vej til vort ægte julesind. Nogle finnebybeboere har været tidligt ude med kæderne i år. Også lidt for tidligt, efter min mening, men det er nok en trend at være først fremme før tid. Jeg mener, når ugebladene i år prøver at lancere slankekure allerede før julens smovseri er sat ind, hvor er vi så henne?

Det var Lise Helmer Petersen fra Grundejerforeningens bestyrelse, der til det seneste bestyrelsesmøde kom cyklende med tændte Nefa-lygter og den chokerende nyhed fra triviallitteraturens verden.

Ole Skou (Østerlarsvej) kunne straks supplere med en historie fra det virkelige liv.

Oles mormor fra Vestjylland er tilsyneladende en ret svær dame, og hendes læge udstyrede hende med en recept på slankepiller. Under en bedre familiesammenkomst, en af dem, hvor alle uvilkårligt bliver overmætte og sidder til bords med hverandre i umanerligt mange timer, traskede mormor ud til køkkenskabet og fremdrog sine slankepiller.
”Christine, tror du nu ikke, du skulle have taget dem før maden?” ville hendes mand vide.
”Jamen, så mister jeg jo sådan appetitten,” svarede hun.

Hvor svært kan det være, forledes man til at spørge, så her i Finneposten har vi valgt at lade jul og sul blive, hvor det hører hjemme.

Derfor kommer tilbudet om fælles Finneby-løbetræning også først til at gælde efter nytår, og de vedholdende læsere af dette skrift vil sidst i denne klumme blive belønnet med opskrifter på småkager. De er ikke specielt fedtfattige. Til gengæld er de specielt gode.

Vinterfesten finder også først sted den 22. januar. Her bliver der til gengæld rig lejlighed til at køre kalorier af og træne lattermusklerne. Der er lagt i ovnen til lidt salsa og rigtig meget dans til inciterende femmands orkester musik.

Dem der holder af de mere hjemstavnstro melodier, kan med fordel melde sig til folkedans i Finnebyens Forsamlingshus. Som det vil fremgå nedenfor af det, man uden blusel kan kalde ”et eksklusivt interview” med formanden for folkedanserforeningen, og dermed ejeren af forsamlingshuset, så er der mange gode grunde til at troppe op. Der er dansehold for folk i alle aldre, og derfor kan det undre, at ikke en eneste af Finnebyens børn eller voksne vælger den lette løsning og smutter rundt om hjørnet for at motionere på en sjov måde om mandagen.

Men nu til opskriften. Den er sønderjysk. Stammer fra min for længst afdøde mormor, fru teglværksejer Mimi Tychsen fra Toft ved Gråsten, og vi er ovre i kategorien for de årstidskorrekte småkager.

Printen:
400 g mel, 450 g sukker, 325 g smør, 3 spsk. kakao, 125 g meget finthakkede mandler (ikke smuttede), 125 g kokosmel, 6 spsk. fløde, 1 tsk. bagepulver.

Det hele æltes sammen på bordet. Trilles til tykke pølser, Skal stå i køleskabet til næste dag, hvorefter de skæres i tynde skiver. Lægges på bageplade med bagepapir og bages i ca. 10 min. ved 180 grader. ”Pølserne” kan udmærkes fryses, så man har friske småkager hele julen. Jo tyndere de skæres, jo lækrere og sprødere bliver de.

Bestyrelsen ønsker alle en glædelig jul og et godt nyt år.


Bal for alle pengene
Af Kirsten Pedersen Elley

Nedtællingen til årets store Finneby-bal er begyndt. Den 22. januar løber det, der kan blive årets talk of the town af stabelen. Tag en ret med, som mængdemæssigt svarer til det antal personer, der dukker op fra husstanden, find klædeskabets fedeste tøj frem, og vær forberedt på at grine til muntre indslag, blive undervist i lidt salsa latino og polka og benyt så endelig lejligheden til at danse igennem natten med dem, du kender så godt i forvejen, eller dem, du endnu har til gode. Festen finder naturligvis sted i Finnebyens Forsamlingshus, og den begynder kl. 19. Omkring kl. 22 går Provinsorkestrets fem garvede musikere på scenen. Musikalsk spænder de vidt, men fællesnævneren er god dansemusik, som de færreste kan sidde stille til.

Under middagen vil der være enkelte Finneby-hjemstavns-musikalske indslag, men scenen er åben for alle, der har noget at bidrage med. Ole Skou vil imidlertid godt have et lille praj i forvejen, idet han har påtaget sig hvervet som toastmaster.

Det daglige brød

Madmæssigt skal ingen føle sig underlegne. Ingen skal føle sig højt hævet. Man medbringer nemlig i al sin enkelthed en ret, man godt kan lide.

Ole Skous erfaring med finnebyfester siger ham, at en portion røde pølser også bliver spist med velbehag, så ingen skal afholde sig fra at deltage, fordi de føler sig underlagt et kulinarisk pres. Og skulle det gå helt galt, så sørger Grundejerforeningens bestyrelse for både brød og smør. Derfor: Tag ikke brød og smør med!

Til gengæld for at få fornøjelsen af Provinsorkesterets muntre balmusik i adskillige aftentimer, får festdeltagerne i år lov til at betale en beskeden entrépris på 40 kr. pr. voksen. Hjemmeboende børn – uanset alder – kommer gratis ind. Øl og vin sælges til sædvanlig beskeden pris.

Vi glæder os til at se jer!

(Læs mere om Provinsorkesteret nedenfor)


Motionsløb for friske Finnebyfolk

Efter julens hygge og gode mad kunne det måske være sjovt, at deltage i en løbetur en gang imellem i vinterens løb? Distancen kunne være 4-5 km i vores nærmeste omegn, når vejret tillader det. Cykling og walk kunne også indgå, hvis interessen melder sig. Målet kunne være at få en bedre kondi, møde andre med interesse i uforpligtende motion eller være en fortræning til andre løb f.eks. Danisco Cup, DHL Stafetten, Marselisløbet.

Et andet aspekt kunne være børneløb, hvor hele familien kunne deltage, da flere løb også tilbyder mulighed for de yngre årgange. Ambitioner sættes helt suverænt af deltagerne selv.

Hvis det har interesse så kontakt mig:
Kurt Handberg
email: kurthandberg@finnebyen.dk
86 16 09 48
Neksøvej 5


Sjælden film skal overspilles på DVD

Der findes en film om Finnebyen optaget engang tilbage i 1950’erne. Den findes kun i en enkelt VHS-udgave. Her kan man bl.a. gense sit hus fra perioden før knaster, udestuer, hemse, uautoriserede vinduespartier og individuelle farver blev fremherskende. Der er også optagelser af dagliglivet i byen og fest i Forsamlingshuset.

For at bevare denne eneste kopi af livet fra en svunden tid uden Ringvej, bør VHS-kopien snarest kopieres over på DVD.

Hvem kan mon overspille båndet i en fornuftig kvalitet, således at filmen bliver fremtidssikret og kan ligge klar til flere udlån?

Henvendelse venligst til et af bestyrelsesmedlemmerne.


Datoer til kalenderen

Vinterfesten den 22. januar kl. 19.
Fastelavnsfest den 6. februar om formiddagen.
Årets generalforsamling i Grundejerforeningen den 15. marts om aftenen.

Alt sammen i Forsamlingshuset.


Forsamlingshuset er ikke til salg
Af Kirsten Pedersen Elley

Forsamlingshuset ser lidt slidt ud, og undertiden er det blevet drøftet i Finneby-kredse, hvad der mon skal ske med det. Kan vi købe det, og vil vi overhovedet det?

Sidstnævnte behøver vi ikke forholde os til, for Forsamlingshuset bliver ikke sat til salg foreløbig. Det oplyser Rise Thomsen fra Tranbjerg, der er formand for Folkedansen 1945, som har ejet bygningen siden 1978. Ved overtagelse blev det også sat grundigt i stand.

Foreningen har ingen større investeringsplaner for ejendommen, så der er kun udsigt til almindelig vedligeholdelse.

Folkedanserforeningen har heller ingen planer om at leje det ud i større stil, end tilfældet er nu.

”Vi annoncerer ikke, og det er helt bevidst, fordi vi ikke vil leje det ud til ”unge fester”. Vi bruger selv forsamlingshuset ret meget til folkedans, og vil kæmpe for at beholde det,” siger Rise Thomsen der undrer sig over, at der ikke er et eneste finneby-barn eller nogle voksne, der kommer og træder dansen.

Hver mandag er der nemlig dans til levende musik.

  • Der er mor og barn-hold (2-5-årige) fra 17.40-18.30.
  • Der er hold for de 6-11-årige fra 17.40-18.30,
  • de unge mellem 18 og 21 år danser fra kl. 18.30-19.45
  • og til slut er det de voksne. Fra kl. 19.50-22.00.

Alle er velkommen til at kigge ind, få en prøvetime og være med, siger Rise Thomsen.

Både tirsdag og onsdag danses der tyrkisk folkedans i Forsamlingshuset. Som del af integrationsprojektet Urban i Hasle mødes fire store hold kvindelige dansere fra International Kvindeforening for Brabrand. Det sker i et samarbejde med DGI og Folkedansen 1945, og Finnebyens Forsamlingshus lægger rammer til, indtil den nye multihal på Dr. Holst Vej i Hasle står færdigt.


Det videre program

Grundejerforeningens bestyrelse mødes igen den 10. januar. På dagsordenen står en slagplan for afvikling af vinterfesten den 22. og en renovering af det efterhånden lidt bedagede velkomstskrift, som uddeles til nye beboere.

Den nye velkomst-pamflet vil midt i januar blive delt ud sammen med årets tilbagevendende overraskelse for Finnebyens beboere, nemlig giroblanketten til indbetaling af medlemsgebyret på 150 kr. I år bliver det muligt at tilmelde betalingen til PBS.


Et indblik i Olafur Eliassons verden
Af Lise Helmer Petersen, Allingevej 3

Godt og vel 25 Finneby-borgere mødtes onsdag den 24.november kl. 19 på AroS for sammen at opleve Olafur Eliasson-udstillingen ”Minding the World.”

Det var Grundejerforeningen, der havde inviteret til arrangementet og finansieret rundvisningen.

To unge guider tog imod os og gav os en meget dygtig og engageret tur ind i det eventyrlige univers af vandfald, regnbue, spejlloft, fastfrosne vanddråber, kalejdoskop, en ekstrem gul korridor, og meget, meget mere. For de kreative var der mulighed for at bygge videre på de flotte, hvide LEGO-konstruktioner i udstillingens Juniormuseum.

Det blev en stor oplevelse for alle sanser, og vi kan varmt anbefale udstillingen til jer, som ikke har set den endnu. Den slutter den 16.januar 2005.

Efter rundvisningen, som varede en times tid, var der mulighed for at se på museets øvrige udstillinger, og for at få en snak i museets cafeteria. Bestyrelsen overvejer at gentage succesen, hvis og når der kommer andre særudstillinger på AroS. Slut op om arrangementerne; det er en god måde at mødes på, udenfor Finnebyen, og en fin lejlighed til at lære hinanden at kende.


Gratis e-mail-adresse hos ny web-udbyder
Af Kjeld Hansen, Rytterknægten 19

Siden den 3. december 2004 har Finnebyen brugt internet-udbyderen Wannafind som web-hotel og e-mail-hotel. Tidligere brugte vi internet-udbyderen Tiscali, men på grund af for mange tekniske problemer fra Tiscalis side har vi været nødt til at skifte udbyder. De tekniske problemer har også forhindret os i at oprette nye e-mail-adresser. Det glædelige er, at Wannafind tilsyneladende er både bedre og billigere end Tiscali.

Medlemmer af Grundejerforeningen i Finnebyen kan derfor få oprettet en gratis Finneby-e-mail-adresse – f.eks.olsen@finnebyen.dk, poul@finnebyen.dk eller Dueodde@finnebyen.dk

Man kan beholde e-mail-adressen, så længe man er medlem af foreningen.

Du kan læse mere om Finneby-e-mail-adresser på Finnebyens hjemmeside: http://www.finnebyen.dk/EmailAdresser.htm


Provinsorkesteret i korte træk
Af Kirsten Pedersen Elley

”Vi har spillet balfaldera-musik sammen siden 1974. Nogle af os har rod i jazz-genren, andre i folkemusikken. Det sætter undertiden præg på spillemåden, men ikke på repertoiret. Vi spiller skæve evergreens i pop-rock genren,” siger Hans Aabenhus, der selv spiller bas i Provinsorkesteret. Foruden ham er der guitar, harmonika, ventil-basun og trommer til at sætte rytmen ved vinterfesten den 22. januar.

Provinsorkesteret blev stiftet som beboerorkester i Sølystgade-kvarteret dengang, da kollektivisterne var aktive, og man satte en ære i at være så upraktisk som muligt.

”Alle skulle have lov at være med i orkesteret, og eventuel betaling tilfaldt beboerforeningen.

Problemet var blot, at hver gang en ny guitarist meldte sig på banen, skulle vi alle begynde forfra med indøvningen, og på et tidspunkt havde vi noget i retningen af 17 guitarister.

Vi blev kommercielle, da tøjbutikken Sofie på Pustervig engang ville hyre os til at spille. Så blev det kollektivt besluttet, at vi måtte udskille en lille kerne, og med undtagelse af vores harmonikaspiller, som kom til for godt 10 år siden, så har vi andre rod i Sølystgade,” fortæller Hans Aabenhus.

Han er i dag selvstændig og indehaver af det ansete Antikvariat Aabenhus ved åen i Århus, tæt ved Magasin.


Finneposten januar 2004

Se: Hele Finneposten i Word-format >>

Godt nytår!!

Grundejerforeningens bestyrelse ønsker alle et godt år i 2004.
Vi håber, at det fortsat vil være dejligt at bo i Finnebyen, og at vi også i det kommende år vil mødes til festlige og gode arrangementer.

Vi lægger ud med et brag af en

Vinterfest 31.1.04

Kl. 19.00 er der spisning. I har selv bragt maden med til en fælles buffet. Medbring den mængde, der svarer til jeres families forbrug. Bestyrelsen sørger for brød og smør.

Under maden er scenen ledig, og vi opfordrer kraftigt til underholdende indslag.

KL. 21.30 er der opvarmningsbands
og 22.00 spiller

BEATLES

op til dans.

Salget af GORI-malingen gav i 2003 så stort et overskud, at der i år blev råd til levende musik.
Kom og sving hinanden og lad os få en glad aften!!

Der kan selvfølgelig købes drikkevarer til rimelige priser.

Som sidste år laves der et hyggeligt rygermiljø ved grillen udendørs. Altså rygning foregår ude!!


Fastelavnsfesten
… er 22.2.
Mere om det senere


Næste Finnepost
… udkommer snart.
Henv. Henny 86103029 eller e-mail: henny.k@get2net.dk


Finneposten maj 2003

Se: Hele Finneposten i Word-format >>

Referat fra generalforsamlingen den 11.3.03

Kontingent
Kontingentet er uændret 150 kr. pr. husstand, 100 kr. for pensionister.

Ændringsforslag
Ændringsforslaget vedtaget. Det betyder at paragrafferne 7.1 og 7.2 lyder:

7.1 Bestyrelsesmedlemmerne vælges af generalforsamlingen for et tidsrum af to år. Genvalg kan finde sted. Valgene foregår ved hver generalforsamling. Det ene år vælges to bestyrelsesmedlemmer og det andet år tre. Hvert år vælges to suppleanter til bestyrelsen.

7.2. På generalforsamlingen udpeges et medlem af bestyrelsen, der har ansvar for, at der indkaldes til første bestyrelsesmøde, hvor bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og kasserer.

Regnskab
Regnskabet var ikke nået at blive revideret. Medlemmerne kan efter den 25.3.03 afhente et revideret regnskab på Bornholmsvej 11.

Den nye bestyrelse:

Ove Bank Nielsen, Bornholmsvej 11, 86167703, tekobn@adm.au.dk

Thomas Jäger, Åkirkebyvej 3, 86164931, jager@akh.aaa.dk

Henny Kjær, Due Odde 1, 86103029, henny.k@get2net.dk

Torben Kjær, Gudhjemsvej 1, 86164098, koedkjaer@12move.dk

Doris Larsen, Arnagervej 5, 86106432

Ole Skou, Østerlarsvej 7, 86168726, oleskou@mail.tele.dk

Kurt Handberg, Nexøvej 5, 86160948, kurt.handberg@mail.dk

Revisorer:

Finn Fåborg og Knud Dahl

Eventuelt
På Arnagervej er der dannet et vejlaug, der kan tage højde for evt. reparation af kloak og vej. Vedtægter kan hentes på Arnagervej mod en kasse øl.


Konstituering af bestyrelsen

Bestyrelsen har på et møde den 12.5. konstitueret sig med følgende: Formand: Thomas
Næstformand: Torben
Kasserer: Ove
Finnepost redaktør: Henny


X til kalenderen

16.8.03: Udflugt
17.8.03: Sommerarrangement
31.1.04: Vinterfest
22.2.04: Fastelevsnsfest
16.3.04: Generalforsamling

Program for 16.8. og 17.8 følger i næste Finnepost.


Finnebyen i medierne igen!!
Statens byggeforskningsinstitut har nylig udgivet en rapport der hedder: Usædvanlige boligområder i Danmark.
Fortælling om Finnebyen er én ud af 8 fortællinger.
Grundejerforeningen har anskaffet rappoten, og den kan lånes hos kassereren på Bornholmsvej 11.
Den kan også downloades fra www.by-og-byg.dk.


Næste Finnepost
Udkommer i juni.
Henv. Henny 86103029 eller e-mail: henny.k@get2net.dk


Finneposten 10. januar 2003

Se: Hele Finneposten i PDF-format >>
(Læs “Mere om PDF-formatet” >>)

Vinterfest i Finnebyens forsamlingshus den 25.1.03 kl. 18.00

Vi starter med ”Tour de gourmet”(medbragt mad)
– også til børnene (der er ikke købt pølser).
Grundejerforeningen kommer med brød og smør.
Medbring også en kande kaffe/te, service og bestik.

I løbet af aftenen vil der være

  • Auktion over uhentede gavekort fra GORI – iblandet farverige indslag
  • Salsa
  • Tegnefilm
  • Jukebox/Karaoke

Rygepolitik
(gentaget fra sidste nummer af Finneposten)
Tidligere erfaringer om finnebyboeres rygevaner i det forholdsvis lille og dårligt udluftede lokale har gjort, at bestyrelsen har besluttet sig for, at vi ved årets vinterfest, vil gør noget særligt for rygerne.

Vi vil holde selve salen røgfri, men sørger til gengæld for, at der er rart at være de steder, hvor der må ryges, nemlig udendørs.
Bestyrelsen stiller med bål og varme drikke, for at gøre overgangen fra de festvarme indendørslokaler til en hurtig smøg i tusmørket så lempelig som overhovedet muligt.


Det var et krav fra kommunen !!

Else Kramer Mikkelsen har henvendt sig til bestyrelsen for at fortælle, at det var krav fra kommunen, da de første udbygninger af Finnehuse blev foretaget i sten.

Hun mener, det er lidt anstrengende at blive ”hængt ud”, som det bl.a. var tilfældet i den vedhæftede artikel fra bladet Skoven i sidste nummer af Finneposten. Citat fra artiklen: ”Den morsomste ændring er nok de huse, hvor der er opført en mur af gule mursten i hver gavl. Som om man ikke regnede med, at huset kunne holde sig oprejst uden..”

Som Else siger: ”Vi ville da helst have bevaret huset i ren træ”.

Det har selvfølgelig ikke været redaktørens agt at hænge nogle ud ved at bringe artiklen, og undertegnede kan da godt se, at det må være anstrengende at blive ”mobbet” (citat), når man selv har været træt af, at der blev stillet et sådant krav.

Redaktøren


Søges: møbleret fremleje

APRIL-SEPTEMBER

Min. 4 værelser, familievenlig, gerne med have. Helst Frederiksbjerg, Sjællandsgadekvarteret, Finnebyen eller Risskov.

Engelsk/dansk familie fra Nottingham med 2 voksne og 2 børn, 6 og 8 år, ønsker lejlighed eller villa i Århus for et halvt år.

Henvendelse kan ske til Doris Larsen på tlf. 86106432


Finnebyfilmen
… koster 50 kr. (VHS)

Kan købes på Bornholmsvej nr. 11


Medlemskontingent

Vær med til at gøre Finnebyen til et aktivt, festligt og spændende boligområde.
Bak op om arrangementerne og betal kontingentet som er:
150 kr. pr husstand
100 kr. for pensionister

Redaktør:
Henny.k@get2net.dk
Henny Kjær, Due Odde 1
Tlf. 86103029

Næste deadline:
10.02.03


Finneposten 10. december 2002

Se: Hele Finneposten i PDF-format >>
(Læs “Mere om PDF-formatet” >>)

Vinterfest i Finnebyens forsamlingshus den 25.1.03

Vi starter med ”Tour de gourmet” (medbragt mad)
Derefter hygge og dans til levende musik (se: “Solister søges”)
Har I underholdende indslag, er de meget velkomne.
Henvend dig til Ole Skou, Østerlarsvej 7, 86168726, inden 6. januar og fortæl om dine gode ideer.
Præcis program udkommer med næste Finnepost i begyndelsen af det nye år.


Solister søges
Som tidligere annonceret i Finneposten forsøger jeg at samle et dansktop orkester til vinterfesten blandt beboerne i Finnebyen.
Et hyggeligt sammenrend som kan give en god anledning til at svinge træbenet. Skift den håndholdte hårbørste ud med mikrofonen og træd op, -måske sammen med veninden.
Vi mangler stadig solister som vil synge en sang eller to, ligesom der endnu er rigtig god plads i orkestergraven.
Tag klaveret ned af væggen, jeg skal nok hjælpe med at finde en rolle du kan klare.
Vi sætter det hele sammen om eftermiddagen før festen.
Kontakt Ole Skou, Østerlarsvej 7, 86168726, inden 6. januar.


Rygepolitik
Tidligere erfaringer om finnebyboeres rygevaner i det forholdsvis lille og dårligt udluftede lokale har gjort, at bestyrelsen har besluttet sig for, at vi ved årets vinterfest, vil gør noget særligt for rygerne.
Vi vil holde selve salen røgfri, men sørger til gengæld for, at der er rart at være de steder, hvor der må ryges, nemlig udendørs.
Bestyrelsen stiller med bål og varme drikke, for at gøre overgangen fra de festvarme indendørslokaler til en hurtig smøg i tusmørket så lempelig som overhovedet muligt.
Bestyrelsen v. Thomas


Underskudsgaranti til arrangementer i forsamlingshuset
Vi havde jo en dejlig aften i Finnebyens kulturpalads, stor tak til arrangørerne. Der er vist nok flere af disse aftener på vej. Arrangørerne bag kulturpaladset vælger indholdet og det er deres intention at holde et professionelt niveau. Men måske kunne andre få lyst til at lave arrangementer for finnebybeboerne med andre overskrifter og andet indhold ?
Initiativet og succesen var derfor en god anledning til at bestyrelsen igen drøftede temaaftener i forsamlingshuset. Resultatet blev, at vi som en forsøgsordning vil give en underskudsgaranti, til de der har lyst til at arrangere en (hverdags-)aften i forsamlingshuset for finnebyboere, svarende til udgiften til leje af forsamlingshuset.
Bestyrelsen v.Ole


Redskaber udlejes:
Højtryksrenser (ny) med renseslange til rør og kloakrensning.
Jordfræser – bred og smal
Kværn (ny) til 3 cm tykke grene
Kædesav (ny) 220 volt.
Hvis noget går i stykker, så lad være med selv at reparere det.
Henvendelse:
Knud Vejlin
Sandvigsvej 3, Tlf. 8610 3736


Udbytterig aften med GORI
Ca. 60 var mødt op til en vellykket aften med uddeling af gavekort fra GORI. En veloplagt ekspert udi trævedligeholdelse fortalte bl.a. om forbehandling, drypnæser og algebehandling. Redaktøren blev i hvert fald lidt klogere.
Ikke alle har hentet deres gavekort på Bornholmsvej nr. 11.
De kan stadig afhentes inden 21.12.02
Efter den dato vil gavekortene overgå til fællesskabets bedste.
Bestyrelsen vil tænke i kreative baner.


Til kalenderen:
Som tidligere omtalt er der:
2.3.03 Fastelavnsfest for børn – med voksne
11.3.03 Generalforsamling


Medlemskab af grundejerforeningen
Med næste Finnepost udsendes giroindbetalingskort til grundejerforeningen.


Finnebyen – foregangshuse fra 1947
Lars fra Rytterknægten var “faldet” over vedlagte artikel fra bladet “Skoven”


Redaktør:
Henny.k@get2net.dk
Henny Kjær, Due Odde 1
Tlf. 86103029

Næste deadline:
8.1.03

Bestyrelsen ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår !


Finneposten 6. november 2002

Se: Hele Finneposten i PDF-format >>
(Læs “Mere om PDF-formatet” >>)

“Skal byen males rød??”

Som meddelt i forrige Finnepost har Dyrup i anledningen af GORI´s 100 års jubilæum fundet Finnebyen værdig til en hæderspris.

Citat fra Erik Schiernings motivationstale 11.11.02, hvor repræsentanter fra Finnebyen var til stede: “Vi vil gerne hædre et boligområde, som på overbevisende måde illustrerer dyderne ved byggeri i træ. På vegne af priskommiteen og Dyrup vil jeg gerne have lov til at overrække Finnebyen 100 spande GORI.”

De 100 spande er efterfølgende blevet til en spand til hvert hus.

Overrækkelsen sker den 21.11. i Finnebyens forsamlingshus.

Erik Schierning vil sammen med en ekspert i malerarbejde komme og overrække gavekortene til 5 l GORI 88.
Eksperten vil svare på spørgsmål om korrekt vedligeholdelse af et træhus.

Så mød op den 21.11. kl. 19.00.

Program:

  • Velkomst ved bestyrelsen
  • Introduktion ved Erik Schierning
  • Oplæg fra en ekspert med efterfølgende spørgsmål/svar
  • Uddeling af gavekort/småsnak med naboerne

Der bliver serveret en øl/vand og lidt snacks.

Finnebyens forsamlingshus har begrænset kapacitet, så de fleste skal være indstillet på, at det er et stående arrangement.

Er du forhindret den aften, kan du lade naboen tage en fuldmagt med, eller du kan afhente din andel på Bornholmsvej nr. 11 ved Ove Bank senest 21.11.

Husk også Fredag den 8.11. kl. 19.30:

Festkoncert
– Med lokale kræfter


Finneposten 5. august 2002

Se: Hele Finneposten i PDF-format >>
(Læs “Mere om PDF-formatet” >>)

Af indholdet:

Hvordan bor naboen??

Som annonceret i de sidste numre af Finneposten arrangeres der “Tour de chambre” (det er fransk og betyder noget i retning af værelsestur) i Finnebyen den 18.8.02.

Fra 12.00 – 16.45 vil det være muligt på skift at komme på besøg i en del finnehuse.

Finnebyen er inddelt i 4 områder, hvor de tilmeldte huse står åbne for nysgerrige blikke på bestemte tidspunkter:

  • Hvordan har de lavet den udbygning?
  • Hvordan har de moderniseret badeværelset?
  • Hvordan ser det ud indefra med den type vinduer ?
  • Eller måske er du bare nysgerrig efter at se, hvordan de andre bor.

Sæt flaget ud!!

En del har meldt sig til at åbne deres huse, men I kan stadig nå det!

Hvis I har lyst til at få besøg og vise frem, hvordan jeres hus ser ud, skal I blot den 18.8 sætte et dannebrogsflag ud til vejen i det tidspunkt, der fremgår af nedenstående plan.

Det vil være en god ide, at give et bestyrelsesmedlem besked om, at du er med, men det går også uden.

Tidsplan

Der er åbent hus

  • 12.00 – 13.00 i Lille finneby
  • 13.15 – 14.15: Åkirkebyvej, Arnagervej, Gudhjemsvej
  • 14.30 – 15.30: Neksøvej, Svanekevej, Allingevej
  • 15.45 – 16.45: Årsdalevej, Bornholmsvej, Østerlarsvej

Afslutning med grill

Fra kl. 17.00 er der tændt op for grillen på børnehavens parkeringsplads.

I skal selv medbringe det, der skal på grillen og noget at drikke.

I tilfælde af regnvejr aflyses grillarrangementet

Alle er velkomne til at kigge, ikke kun de der har åbnet deres huse!!!!

Advarsel!!!!!!

Pas på døre og vinduer!!
Der har på det sidste været en del problemer med tyveri i Store Finneby.
Tyvene ringer fx på og siger, at deres kat er løbet ind i huset, om de ikke lige må kigge efter.
Ring til politiet, hvis I observerer noget mistænkeligt.
Århus Politi: 8731 1448

Ålborg zoo – udflugt

Som tidligere meddelt går årets udflugt til Ålborg zoo lørdag den 17.8. med afgang fra Forsamlingshuset kl. 9.00 og hjemkomst ca. 17.00.

Foreningen betaler transport.

Tilmelding på nedenstående slip eller ved henvendelse på Bornholmsvej 11, tlf: 8616 7703 senest torsdag den 15.8.

Finnebyens kulturpalads

…. slår portene op i FORSAMLINGSHUSET fredag d. 8.11.02 kl. 19.30

Annonce

Nyt liv i Havedammen! 1-årige guldfisk kan afhentes gratis.

Ring for nærmere aftale: 8616 8269.
Ole Boysen, Østerlarsvej 2

Annonce

2 originale finnehus-indvendigekælderdøre inkl. karme, kan afhentes mod symbolsk betaling (fx vin).

Mogens Hostrup Larsen, Østerlarsvej 1, tlf 86107740

Fremlysning

Nøglebundt (med bla. en bilnøgle) er fundet på Bornholmsvej.
Nøglerne kan afhentes hos Ole Boysen, Østerlarsvej 2, tlf. 8616 8269.

Deadline for næste Finnepost: 10.9

Redaktør: Henny.k@get2net.dk
Henny Kjær, Due Odde 1, tlf 86103029


Finneposten 16. juni 2002

Se: Hele Finneposten i PDF-format >>
(Læs “Mere om PDF-formatet” >>)

Af indholdet:

Tour de chambre
– 18. AUGUST 2002

Har du brug for inspiritation til ombygninger?
Eller er du nysgerrig på, hvordan man også kan gøre ved sit finnehus?
Eller vil du bare møde nogle, der bor på de andre veje?

Så er chancen der nu.

Grundejerforeningens bestyrelse inviterer alle finneboer til “Tour de Chambre” på kryds og tværs af store og små finnebyer.

Meningen er, at I skal åbne jeres huse for andre nysgerrige nære eller fjerne naboer i finnebyen.

I skal også have mulighed for at besøge de andre, der vi vise deres huse frem.

Søndag den 18. august skal der være mulighed for at se, blive inspireret og snakke.

Bestyrelsen vil lægge en slagplan for, hvornår hvilke veje kan besøges og vi vil også sørge for en til lejligheden passende afslutning med grillmad og drikkevarer, når de trætte fødder ikke kan bære længere rundt i vores kvarter.

Det kræver blot, at i reserverer dagen i kalenderen, udfylder nedenstående tilmelding og afleverer den til Thomas Jäger, Åkirkebyvej 3 inden den 15. juli 2002.

Bestyrelsen vil i starten af august udsende et nærmere program for dagen.

Paludan Müllersvej

På generalforsamlingen i april blev det fortalt, at der gik rygter om at Paludan Müllersvej skulle udvides til en 4-sporet vej.

Bestyrelsen har undersøgt sagen hos myndighederne og der fået at vide at der ikke nu ligger planer om en udvidelse.

Finnebyen år 1952 på video

Der findes en video om livet i Finnebyen anno 1952, den kan købes hos kassereren på Bornholmsvej nr. 11.

Bogen “Finnebrædder og fællesskab” (1998)

… kan ligeledes købes på Bornholmsvej nr. 11.
Den koster 125 kr

Årets udflugt

Som meddelt i sidste nummer af Finneposten går årets udflugt den 17.8. til Ålborg Zoo.

Voksne betaler 65 kr (gruppepris ved 20 pers.)
Børn betaler 40 kr.

Grundejerforeningen betaler transporten, som foregår i bus.

Afgang fra Forsamlingshuset den 17.8. kl. 9.00
Hjemkomst ca. 17.00

Tilmelding til Ove på Bornholmsvej 11, senest 10.8.

Finneposten

… udkommer igen i uge 32, og med den udgave kommer en tilmeldingsslip til udflugten, men sæt x i kalenderen.

Redaktør: Henny.k@get2net.dk
Henny Kjær, Due Odde 1, tlf 86103029


Finneposten 13. april 2002

Kære finnebyboere.
Nu er det på høje tid at melde sig til årets

generalforsamling tirsdag 16. april kl. 18.30 i forsamlingshuset

Vi kan være mange flere end der er tilmeldt på nuværende tidspunkt, så kom nu ud af husene !

Til det mere alvorlige, nemlig valg til bestyrelsen:

  • Formand Knud Dall – modtager ikke genvalg
  • Kasserer Ove Bank Nielsen – modtager ikke genvalg
  • Lisbeth Boysen – ikke på valg
  • Lars Mortensen – modtager ikke genvalg
  • Henny Kjær – ikke på valg
  • Suppleant Thomas Jaeger – villlig til genvalg
  • Suppleant Torben Kjær – villig til genvalg

Bestyrelsens forslag til ændring af vedtægterne:

Paragraf 7 ændres til paragraf 7.1
Paragraf 7.2:
“Såfremt det på generalforsamlingen ikke ved direkte valg er muligt at vælge formand og/eller kasserer, skal der vælges en bestyrelse på 5 medlemmer, der så på det første bestyrelsesmøde konstituerer sig selv.”

Efter generalforsamlingen er der smørrebrød til de tilmeldte deltagere. Til børnene er der video i kælderen og røde pølser/brød bagefter, så skynd jer at melde jer til på Bornholmsvej 11 senest søndag d. 14/4 kl. 24.00.

Stemmeret på generalforsamlingen fordrer jo, at kontingentet er betalt.
Det kan nås ved betaling til kassereren inden generalforsamlingen starter.

Ved tilmelding oplys:

  • antal voksne, der kommer
  • antal børn, der kommer
  • adresse

Læs også: formandens beretning for 2002 >>


Finneposten 2. april 2002

Så er foråret (heldigvis) over os og dermed er det også på tide at der indkaldes til generalforsamling

Tirsdag den 16. april kl. 18.30 i forsamlingshuset

I lighed med sidste år vil vi byde på en øl og et par stykker smørrebrød efter generalforsamlingen.
Der er også tegnefilm for børnene i kælderen.

Dagsorden ifølge lovene:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Regnskabet
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Valg
  6. Evt. skriftlige forslag
  7. Eventuelt

Skriftlige forslag skal være bestyrelsen i hænde senest søndag den 14. april.

Som lovet på sidste generalforsamling vil bestyrelsen fremsætte et forslag til ændring af vedtægterne. Mere om dette i næste Finnepost.

Af hensyn til bestilling af smørrebrød er vi nødt til at have en tilmelding, der afleveres hos kassereren på Bornholmsvej 11 senest søndag d. 14. april kl. 23.00.

Ved tilmelding oplys:

  • antal voksne, der kommer
  • antal børn, der kommer
  • adresse

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.